Arla Danmark rummer som bekendt mange forskellig brands, og gennem årene har mejerigiganten da også samarbejdet med en stribe forskellige bureauer.

I de senere år har mejeriet imidlertid arbejdet på at forenkle bureau-set up’et, hvilket for bureauet Hjaltelin Stahl har betydet flere og flere opgaver, og nu udvides samarbejdet igen.

Jakob Bernhard Knudsen, der er adm. direktør for Arla Danmark, siger:

- Vi konsoliderer vores Arla-mærke og subbrands hos Hjaltelin Stahl for at skabe både et bedre økosystem og større synergier med vores øvrige brands, som ligger hos bureauet.

Beslutningen betyder, at bureauet nu skal løse opgaver for yderligere en række mærker under Arla – herunder Arla Øko og Arla Kids.

Det begyndte med Karoline

De mange nye brands får følgende ord med på vejen af Sus Mandrup Hansen, der er Client Service Director hos Hjaltelin Stahl:

- Vi er dybt inde i Arlas teknologiske platform – og det kan vi udnytte på flere plan til gavn for både Arla og forbrugere. Det sikrer en effektiv kunderejse, og platformen er forudsætningen for en stærk tilstedeværelse for målgruppen.

Det var oprindelig evnen til at digitalisere Karolines Køkken, der for fire år siden bragte Hjaltelin Stahl på Arlas liste, og siden er fulgt brands som Cheasy, Kærgården, Buko og Matilde.

Samarbejdet med Hjalteling Stahl har i øvrigt også fået en del award-opmærksomhed, bl.a. ved Danish Digital Award og senest i sommer i London:

- Karolines Madklub blev belønnet med fire priser – heraf to gange guld – ved Loyalty Magazine Awards, der hylder innovationen og best practice inden for loyalitet. Madklubben yder bl.a. personlig rådgivning til at reducere madspild, siger Sus Mandrup Hansen.