Det går i sagens natur stærkt, når gode gamle ”Moores lov” – der for over 50 år siden fastslog en fordobling af transistorhastigheden hvert andet år – er forældet. 

For samme pris som en kop Starbucks-kaffe kan du få en to-en-halv gange den computerkraft, som NASA brugte på måne-ekspeditionen. Og kigger vi godt 10 år frem kan en mobil matche en menneskehjerne, og i 2050 rummer mobilen kapaciteten af samtlige menneskehjerner på kloden. 

Hvilket GroupM har luret og derfor afsluttede årets NextM i TAP1 i København ret så eksponentielt.

Sidste person på hovedscenen var Pascal Finette, formand for Singularity Universitys Entrepreneurship & Open Innovation. 

– Fremtiden er ”real soon now”. I morgen vil se dramatisk anderledes ud end i dag. Et kig på prisudviklingen fortæller os, at energi er gratis i 2040. Og når vi i dag griner af SIRI, så husk at teknologien blot er 7 år gammel. Om et par håndfulde år er SIRI 128 gange bedre end i dag. Da er bemandede callcentre overflødige, sagde Pascal Finette.

– Og i 1999 kostede en komplet DNA-profil 2,7 mia. dollar. I dag: 100 dollar. Det største prisfald inden for sin kategori. Snart vil toilettet vise dig resultatet af en DNA-test, for testen er billigere end vandet. Og om 20-25 år er de fleste kræftformer væk.

Det nye gør det gamle overflødigt

Giv os et billede af eksponentiel udvikling …

– 30 skridt vil bringe dig ca. 30 meter frem. 30 eksponentielle skridt, altså hvor skridtlængden konstant fordobles, er 25 gange rundt om jorden. Så disruption ligger ligefor: I stedet for at gøre de gamle ting lidt bedre, så gør de nye ting de gamle overflødige, sagde Pascal Finette.

Vi bad Heinrich Thomsen, der er CEO i m/SIX, få det ned på jorden: 

– Selv om hovedscenen ved NextM er dedikeret et højt abstraktionsniveau, så var det jordnær science fiction, som man bør omfavne i sit eget perspektiv. 

Bør man ligefrem omfavne hastige forandringer … undskyld; disruption?

– Især dem. For selv en hastig udvikling kan bekymre nogen, så fik vi netop også eksempler på løsninger af store problemer præsenteret ved NextM, og det er jo løsningerne, der er interessante, siger Heinrich Thomsen. 

Hvad så med dem, der ikke har AI, AR, VR og data science som pensum?

– Det er stadig inspiration at hente. Hvis man tænker eksponentielt og sætter sine egne målsætninger og udfordringer i dette perspektiv, så har man i det mindste et indblik i, hvad der er muligt inden for den nærmeste fremtid – hvad enten du tænker innovations-kraft eller i det mindste at minimere risikoen for selv at blive disruptet, siger Heinrich Thomsen.

GroupM og m/SIX er også blevet disrupted

Det er meget fint, men hvad jer selv?

– Vores egen forretning? Vi er i den grad blevet disruptet over de seneste år, således at annoncørerne i dag efterspørger markant andre ting som de absolut mest kritiske kompetencer hos et mediabureau.

– Data og teknologi er vores omdrejningspunkt i m/SIX, og vi oplever desuden, at annoncørerne i stigende grad efterspørger af rådgivning. Men afsættet for, hvordan vi anvender data og teknologi, skal altid være mennesker – og derfor sætter vi mennesker og adressérbare segmenter før platforme og media. 

Altså en dosis hverdag midt i al teknologien …

– Præcist formuleret. For data og teknologi er værktøjet, der giver os den nødvendige viden om målgruppen og dennes forbrugerrejse, og som gør os i stand til at eksekvere med individualiseret kommunikation, slutter Heinrich Thomsen.

En ganske betragtelig investering

NextM er vel overstået for denne gang, og forinden har tilsvarende, om end lidt mindre, udgaver af GroupM-initiativet været afviklet i Helsinki og Stockholm.

Det er noget af en mundfuld. Tjener I egentlig penge på NextM-konferencerne?

– Nej, NextM en stor investering for os – og kun takket være vores partnerskaber er det muligt gennemføre. Alene det, at 3-4 af vores kolleger arbejder fuld tid i 6 måneder for at skabe årets event, som vi også gennemfører i Stockholm og Helsinki, er jo en betragtelig investering, siger Jonas Hemmingsen, nordisk CEO for GroupM.

– Hvert år prøver vi at gøre det endnu bedre og større, og synes faktisk det lykkes. Vores ambition med NextM er at dele vores passion og nysgerrighed for teknologi med resten af markedet – og derfor er det også en åben event hvor alle er velkommen – og hvor vores konkurrenter også deltager. 

– Vi har aldrig haft fokus på at tjene penge på NextM – og tror heller ikke vi kommer til det, slutter Jonas Hemmingsen.