Det digitale designbureau North Kingdom er blevet en del af det nordiske bureau-netværk The North Alliance og kommer dermed i familie med bl.a. danske &Co. og svenske Åkestam Holst – begge kendt som massivt prisvindende bureauer.

Den nye ”søster” står dog ikke tilbage på dén front: North Kingdom har gennem de senere år gjort sig en del bemærket på de internationale awardscener - i Cannes vandt bureauet i 2016 ikke færre end tre Grand Prix for bl.a. Beats by Dre og Netflix.

Det snart 15 år gamle bureau har omkring 50 medarbejdere og brands som Google, Disney, Adidas, Supercell og Lego på kundelisten, og med opkøbet rammer The North Alliance-netværket efterhånden godt 800 medarbejdere og en samlet omsætning på lige omkring en milliard kroner.  

Moderne vikinger

- Skandinavisk kreativitet og design beundres over hele verden, og North Kingdom er moderne vikinger: En lille nordisk spiller, som igen og igen har vundet slagene om prestigefulde, internationale projekter. Som en del af NoA vil North Kingdom kunne levere en bredere palet af ydelser – ligesom vi i NoA vil kunne drage nytte af deres ekstreme kreativitet og ekspertise, siger Thomas Høgebøl, CEO i The North Alliance, i en meddelelse på North Kingdoms hjemmeside.

Roger Stighäll, North Kingdoms CEO, siger:

- Vi har holdt øje med NoA siden netværkets start, og vi har været imponerede over, hvor hurtigt det er lykkedes at få gruppen til at levere. De får kundernes forretninger til at vokse, og så har de leveret noget af verdens bedste kreative arbejde gennem de senere år. Nu glæder vi os til at udfordre hinanden og udvikle os yderligere sammen.

Blandt de mange prisbelønnede cases, som North Kingdom har arbejdet på, kan nævnes Straigt Outta Compton for Beats by Dre, #OptOutside for outdoor-brandet REI - og fra de hjemlige breddegrader The Liberation for ONLY.