Den taiwanesiske mobil-gigant HTC sætter turbo på promoveringen af sin virtual reality platform Vive i de nordiske lande.

Det skal et dansk bureau hjælpe med, og valget er faldet på PR- og kommunikationsbureauet K2, der skal løfte opgaven i Sverige, Norge, Danmark og Finland.

K2 har siden 2005 arbejdet målrettet med de største brands inden for computerspil, interaktiv underholdning og innovativ teknologi – elementer som virtual reality bygger videre på, og ligger derfor godt til HTC Vive.

Opgaven betyder, at K2 bl.a. skal stå for den daglige kontakt til pressen i de fire lande plus udvikling af kampagner og bidrag til events og sponsoraftaler – og det glæder de sig til ude i Avedørelejren/Filmbyen i den gamle portnerbolig, hvor bureauet har boet i snart 12 år.

- Virtual reality er en teknologisk game changer, der ikke kun vil revolutionere spilindustrien. Alt fra detailhandel, kunst, uddannelse, sundhed og sociale medier vil ændre sig med udbredelsen af virtual reality. Derfor er vi naturligvis begejstrede for samarbejdet med HTC, der med Vive leverer markedets bedste virtual reality oplevelse, siger Henrik Groth, der kreativ direktør i K2.

Den nye samarbejdsaftale er trådt i kraft fra august 2017, og K2 kommer til at indgå i et tæt samarbejde med HTC Vives øvrige bureauer i Frankrig, Tyskland og UK.

K2 er stiftet – og drives - af Mikkel Messell og Henrik Groth, og bureauet repræsenterer Skandinavien i det internationale PR netværk Global Tech PR Group.