NORDJYSKE Medier gennemgår i disse år en markant transformation og digitalisering, og til at supportere koncernen er Clienti nu valgt som bureau. Samarbejdet bliver på en lang række forskellige områder på både strategisk og eksekveringsmæssigt niveau.

– Vi har samarbejdet løbende med Clienti gennem et stykke tid, og nu har vi ønsket at indgå et tættere samarbejde med bureauet, siger kundedirektør Jacob Schmidt fra NORDJYSKE Medier.

– Den kommende tid vil byde på en række nylanceringer og relanceringer af flere af vores platforme, og det skal vi have fortalt både eksisterende og nye kunder.

– Det er vigtigt for os at have en sparringspartner, hvor vi kan udfordre hinanden til det bedst mulige resultat, ligesom det er vigtigt, at vi har et bureau, der favner på tværs af alle kanaler.

Samme udfordringer – forsøg på nye løsninger

Direktør Anders Bjørnstrup fra Clienti er naturligvis glad for det nye samarbejde:

– NORDJYSKE Medier er et super spændende brand at arbejde med, og både visioner og handlekraft er blandt de nøgleord, man kan sætte på koncernen.

– De har samme udfordringer omkring de traditionelle kanaler som alle andre i mediebranchen, men der bliver tænkt nyt og udviklet hele tiden, og det gør det ekstremt spændende at være bureaupartner.

Lige nu udrulles en større kampagne for NORDJYSKE Plus, som er et prisattraktivt abonnementsprodukt, hvor brugerne kan få uddybende historier set fra et nordjysk perspektiv. NORDJYSKE Medier har dedikeret en række journalister til NORDJYSKE Plus, og historierne fortælles i både tekst, fotos og videoklip.