I det tidligere forår 2015 vandt Republica Borgen Shopping, Sønderjyllands største og nyeste shoppingcenter i Sønderborg. Ved roret sad og sidder marketingchef Annelene Hausmann, og efter de første måneders samarbejde, bragte hun Bloms Butikker på banen.

– De to shoppingcentre har samme administrator, og da Bloms Butikker i Skanderborg manglede et nyt syn på markedsføringen, fandt jeg det naturligt at spørge, om Republica var interesseret i at komme med et oplæg, siger Annelene Hausmann.

Ikke overraskende var bureauet interesseret:

– Vi sagde selvfølgelig ja til udfordringen, og er stolte af at vi også blev bureau for Bloms Butikker. Det er altid en cadeau, når en kunde, vi har i forvejen, ønsker at udvide samarbejdet, og vi glæder os til at gå i luften med Skanderborgs nye smukke shoppingcenter, siger Susanne Lund, CEO Republica.

Bloms Butikker har en særlig placering i Skanderborgs hjerte. Hvor centre mange andre steder opfattes som en trussel for byens øvrige handlende, står man i Skanderborg sammen om at beholde kunderne hjemme, i stedet for at de tager til de nærliggende byer.

En del af byen

Skanderborg har et slogan, ”En del af byens liv”, og det er også det overliggende tema i det strategiske og kreative oplæg, som Republica præsenterede.

– Igen viste Republica stor forståelse for et centers særlige markedsvilkår. Den lokale forankring, kerneværdier og indsigter i de behov, som borgerne i Skanderborg lægger vægt på at få opfyldt, fortsætter Annelene Hausmann.

– Ikke mindst det repræsentative udvalg og den gode service – udtrykt i et kreativt, markant univers – som vi tror, vil puste nyt liv ikke alene i Bloms Butikker, men i hele Skanderborgs bymidte. Vi glæder os til at komme ud over rampen med alt det nye, og da vi efterhånden kender hinanden rigtig godt, er jeg sikker på at resultatet også bliver det”, slutter marketingchefen.

Republica skal – lige som med Borgen Shopping – udfolde den nye strategi til både offline- og onlinemedier. Alt i alt er 10 nye kunder spadseret ind ad døren til Republica i år, hvilket er ganske fornemt.