Clare McNally tiltræder i denne uge som kreativ direktør på Republica.
Og hun er ikke grebet ud af den blå luft, Clare McNally er allerede ”inde i familien" som coach i den nye kreative hub ”React By Republica”.

Nu er det ikke længere kun de unge, der skal nyde godt af hendes farverige person og faglige kunnen, men hele Republica.

Hvorfor, spørger vi bureauets adm. direktør:

– Clare har et højt internationalt niveau og et fantastisk blik for, hvornår en idé vitterlig er en konceptuel stærk idé. Hun er skarp, kompromisløs og ambitiøs og har samtidig et enormt drive og et smittende humør. Vi er overbeviste om, at hun har det, der skal til for at føre Republica videre, og vi glæder os meget til at få hende om bord, siger Susanne Lund.

Hvorfor har Clare McNally sagt ja til stillingen som kreativ direktør på Republica?

– Den træning med 12 kreative teams dagligt hele ugen har givet mig en ”6-pack brain”, som er klar til udfordringen. Jeg ønsker igen at arbejde professionelt med reklame på højt niveau. Når valget faldt på Republica, skyldes det først og fremmest Susanne Lund. Hun er en ambitiøs leder, der tør tage beslutninger. Hun handler, hun taler ikke bare. Og så er hun et menneske – ikke bare en maskine. Hun har den strategiske baggrund, hun har en vision, og hun angiver en retning, siger Clare McNally.

– Og vi tror på de samme ting. Hvis du tager en kreativ, der er interesseret i strategi og en strateg, der er interesseret i kreativitet, og de sammen løser opgaverne på den rigtige måde, så burde resultatet blive godt.

– Jeg kunne have søgt ind på et af de store hotte bureauer i udlandet. Men de skaber allerede brillant reklame, så det ville blive en gentagelse af alt det, jeg allerede har prøvet.

Med Republica skal vi ud på en ny rejse, som på mange måder er ukendt, og jeg føler selv, at jeg er meget modig. Dette mod vil jeg bruge som energi til at skabe noget helt nyt sammen med Republica, slutter den 43-årige Clare McNally, der oprindelig er fra Sydafrika, og har en lang international karriere bag sig – herunder som tekstforfatter hos Bates i Cape Town, TBWA i Johannesburg og 180 i Amsterdam, hvilket blandt andet har indbragt priser både ved Cannes Lions og D&AD.