“Kommunikation skal være enkel, klar og simpel i en tid og verden, der hele tiden bliver mere kompleks. Det giver dit brand taletid og opmærksomhed”

Sådan lyder mantraet fra det nystartede bureau Bulldog PR & Kommunikation, som har Anders Reinholdt Jonssen i spidsen.

Han har dels journalistisk erfaring fra mediebranchen og senest fra PR-bureauet Essencius, hvor han har haft at gøre med så kunder som Singapore Airlines, Toms, Kræftens Bekæmpelse og Coca-Cola.

- Tillid og ærlighed er kerneværdier for mig. Jeg vil ikke love guld og grønne skove for kunderne, hvis det ikke kan lade sig gøre. Jeg vil langt hellere love det, jeg kan holde, siger Anders Reinholdt Jonssen.

Nyt samarbejde

Bulldog PR & Kommunikation satser udover PR, brandaktivering og kommunikation på content marketing, og derfor har bureauet just engageret sig i et samarbejde med content distribution-giganten Strossle.

Og her ser man gode muligheder i at løfte i flok:

- Strossle har de seneste år udviklet content distribution i Danmark, idet vi er i stand til at transformere content til direkte salg og en masse vigtige insights om slutforbrugeren for de enkelte brands, siger Sanne Sønderskov Jensen, der er salgschef for Strossle i Danmark og tilføjer:

- I vores samarbejde med Bulldog PR & Kommunikation kan vi fremadrettet tilbyde brands endnu bedre løsninger, idet vi nu in house også kan producere content og rykke hurtigt for kunderne.

Fornem start

Selvom Bulldog PR & Kommunikation er helt ny spiller i PR-branchen, er virksomheden kommet flot fra start med en række kunder, der har valgt bureauet.

En af de nye kunder er det schweiziske firma Hagerty SA, der markedsfører plejeprodukter, som renser og beskytter guld, sølv og ædelstene.

- Vi har hidtil udelukkende fokuseret på B2B-salg, men nu vil vi til at markedsføre mere direkte mod forbrugerne, og vi er sikre på, at Bulldog PR & Kommunikation kan løfte den opgave, siger landedirektør Dorte Sparre fra Hagerty SA.

Bulldog PR & Kommunikation og Strossle har fælles kontor på Strøget i København.