Da Danske Spil i slutningen af marts i år gik i luften med et nyt brand, bookmakeren YouBet, fremstod strategien rimelig klar:

Betting-brandet skal tage kampen op mod de udenlandske konkurrenter på markedet og samtidig sikre Danske Spil en anden position i markedet end spilgigantens andet brand på området, Oddset.

Det bliver af de 20-40 årige opfattet som mere folkeligt end de mange udenlandske spillere i markedet. 

YouBet blev lanceret med en landsdækkende TV- og onlinekampagne som et tilbud til individualisterne, som better mere med hjernen end med hjertet.

Nu er tiden så kommet til at folde det unge brands identitet endnu mere ud ved at skabe en tilstedeværelse på sociale medier, der står mål med de høje ambitioner bag lanceringen.

Very Patchwork får opgaven

Her er valget faldet på et samarbejde med bureauet Very Patchwork, fortæller Mikkel Liechti, der er Brand Manager for YouBet.  

- Very Patchwork har et professionelt set-up til at håndtere content produktion i høj frekvens, hvilket er et must for at kunne levere på de ambitiøse forretningsmålsætninger, vi har, siger han.

Hos Very Patchwork glæder man sig naturligvis over den nye kunde.

- YouBet er en spændende kunde at arbejde med, og de har modet til at udfordre konventionerne. Ambitionerne er tårnhøje, og der ligger store udfordringer i at være med til at definere brandets stemme, så vi sikrer en klar differentiering fra både Oddset og de øvrige spillere i markedet, siger Iben Soltau, Senior Account Manager.