De kendte reklamefilm fra OK, der handler om små, ukuelige sportsklubber, der trodser mangel på udstyr og midler, har gennem de senere år vundet indtil flere kreative priser, og nu vil OK også skærpe sin B2B-kommunikationen yderligere.

Der er nemlig et stort potentiale i at tydeliggøre virksomhedens produkter og services yderligere på B2B-fronten, siger Marketing Segmentchef Anne-Marie Søgaard:

- Vi har et utrolig stærkt brand og en position, som de fleste drømmer om. Men vi har også en udfordring i at maksimere udbyttet af dette over i B2B-segmentet og synliggøre fordelene ved vores produktportefølje og services endnu mere i forhold til vores erhvervssegmenter.

Og til formålet har OK valgt at samarbejde med aarhusianske Pravda, der for godt et års tid siden foretog et strategisk kursskifte fra full-service til rent B2B-bureau.

Parterne har allerede taget hul på samarbejdet, og det har været en særdeles positiv proces, er der enighed om.

Succes-samarbejde fortsætter

- Forventningerne er tårnhøje til, at Pravda kan hjælpe med at strukturere vores platform og videreudvikle på vores kommunikation, så vores B2B-position er knivskarp, on-brand og taler værdifuldt differentierende ud i markedet, siger Anne-Marie Søgaard.  

Hos Pravda er Sune Busk, der er bureauets Head of Strategy, naturligt nok også begejstret for det nye samarbejde:

- OK tog kontakt til os med et defineret behov for en skærpelse af B2B-kommunikation, og vi har haft en stærk og åben dialog, hvor alle har kunnet se, at Pravda og OK ville være et godt match. Og sådan føles det heldigvis stadig her, efter samarbejdet er gået i gang, siger han.

Anne-Marie Søgaard understreger dog, at samarbejdet med Pravda på ingen måde er et farvel til det meget succesfulde samarbejde med Agency Spring, der står bag de prisvindende kampagner for OK på B2C-markedet med lokalsporten i centrum.

- Vi er meget begejstrede for samarbejdet med Agency Spring, som fortsætter uændret, men det er et simpelt spørgsmål om at samle så stærke partnere om os som muligt. Og her kan Pravda noget særligt på B2B, siger Anne-Marie Søgaard.

Permission to talk

Hos Pravda kalder Sune Busk det i øvrigt positivt at arbejde med brands, der har en stærk B2C-profil:

- En national kendskabsgrad tæt på 100 procent er langt fra de fleste B2B-virksomheder beskåret – og slet ikke, når der er oven i købet er tale om et brand, som mange har stor sympati for, som tilfældet er med OK, siger han.

Men det må alligevel give særlige udfordringer?

- Det er klart, at den stærke B2C-profil altid vil være både en velsignelse og en udfordring, når det kommer til at frame den optimale B2B-position og platform. På den ene side har du ofte automatisk permission to talk og kendskab - omvendt skal erhvervsmålgruppen forholde til flere ”versioner” af brandet. Og det er her vi kan hjælpe med at destillere og forædle B2B-kommunikationen, så den er genkendelig - men sin egen. Det er en udfordring, vi kender fra mange andre kunder, og noget vi sætter pris på at få lov at arbejde med.

I første omgang arbejder Pravda og OK med etablering af kommunikationsplatformen og senere hen kommer konkrete udrulninger.

- Vi taler ikke eksekveringsdatoer lige nu, men derimod at skabe den rigtige proces, så arbejdet med B2B-brandet får de perfekte rammer og vilkår - og nemmere ved at tale effektivt ud i erhvervssegmentet, siger Sune Busk.

OK er i øvrigt langt fra den eneste nye kunde, der er kommet til hos Pravda som følge af bureauets strategiske kursskifte fra full-service til B2B-bureau i 2015: Stofa Erhverv, Triax, DubaB8, Linak Danmark og MT Højgaard har således også valgt at arbejde sammen med det rene B2B-bureau.