Peytz & Co, der er specialister i digital strategi, analyse, programmering og e-mail/marketing automation, indgår nu et strategisk samarbejde med norske Barents Consult.

Samarbejdet omfatter Peytz & Co Norge, der gennem længere tid har arbejdet på at sikre sig en stærkere og mere lokalt-forankret position på det norske marked.

- Vi har ledt efter en samarbejdspartner, som vil indtræde i Peytz & Co Norge. Vi er overbeviste om, at en norsk ejerledet virksomhed med fingeren på markedet vil være et bedre set-up end det, vi har kørt hidtil, lyder det fra Christian Peytz, adm. direktør i Peytz og Co, Danmark, i en pressemeddelelse.

- For at bringe vores mange kompetencer optimalt i spil i Norge skal vi have en lokal ledelse, som er partner i virksomheden. Det vil sikre, at vi har fingeren på pulsen og kan lave den nødvendige markedsjustering. Med Barents Consult, har vi fundet en partner som deler vores værdier om det kommunikerende internet og Open Source udvikling, fortsætter han.

Det strategiske samarbejde er trådt i kraft, og partnerne forventer at fusionere virksomhederne primo 2017.

jml