PR- og social-drevet indhold har været omdrejningspunktet for en række kampagner signeret Robert/Boisen & Like-minded gennem de senere år. Tænk blot på den aktuelle kampagne fra BØRNEfonden, og på kampagner for brands som Spies og Anthon Berg.

Og nu tager bureauet så den logiske konsekvens og opruster med flere kræfter til at styrke arbejdet med PR- og social-drevet indhold for kunderne.

Konkret har man ansat en ny Head of Social i skikkelse af Jakob Høppermann og en Content Producer - Stefan Pflug - til bureauets produktionsselskab Gobsmack.

- Vi oplever en stigende efterspørgsel efter online video og kvalitetsindhold til de sociale medier, og her passer Jakob og Stefan perfekt ind, siger Søren Christensen, partner og Client Service Director i Robert/Boisen & Like-minded.

Politisk baggrund

Jakob Høppermann har en baggrund fra det politiske miljø, hvor han bl.a. har arbejdet som digital strateg hos Liberal Alliance - og så var han i øvrigt gennem det meste af 2016 kampagnestrateg for New Mexicos guvernør Gary Johnson i den amerikanske valgkamp.

- Jakob har en spændende baggrund fra det politiske og har stor indsigt i hvordan man arbejder med sociale medier, data, indsigter og PR i en samlet cocktail, siger Søren Christensen.

Selv kalder Jakob Høppermann det ”et stort privilegium at arbejde sammen med nogle af de dygtigste og mest kreative mennesker, som branchen kan byde på”:

- Så for mig er der tale om et drømmejob. Det giver mig et enormt drive, og det er med lige dele gå-på-mod og ydmyghed, når jeg tilgår opgaven med at skulle lede det strategiske, digitale arbejde for nogle af landets største brands. I amerikansk politik har jeg bl.a. arbejdet intensivt med digital strategi og målretning på individniveau. Det er nogle af de erfaringer, jeg tager med mig over til RBLM, siger han.

Prisvinder for FCK

Stillingen som ny Content Producer hos Gobsmack besættes af Stefan Pflug, der kommer fra en stilling som Brand Activation Manager hos Unibet.

Her har han bl.a. været en af hovedkræfterne bag de prisvindende dokumentarfilm omkring Bashkim og Delaney for FCK.

- Stefan har i Unibet lavet noget fantastisk indhold, hvor han virkelig har skabt gode løsninger inden for begrænsede budgetter. Han bliver ansvarlig for at producere online-indhold på bureauet, hvor vi får flere og flere opgaver, hvor der skal skabes stærkt indhold til nettet uden at budgetterne er kæmpestore. Med Stefans evner og netværk er vi nu endnu bedre rustet til at levere på dette, siger Søren Christensen.

Selv føler Stefan, at han hos RBLM og Gobsmack har fundet den helt rette hylde:

- Igennem de seneste år har jeg arbejdet med præferenceskabende indhold, og jeg glæder mig meget til fortsætte denne rejse med en lang række spændende kunder. Den nye digitale virkelighed udfordrer brands til at tænke nye veje og prioritere de sociale platforme langt højere end tidligere. Med de erfaringer, som jeg har med i tasken, ser jeg nu frem til at hjælpe brands på vej sammen med et af Danmarks stærkeste kreative teams, siger han.

Søren Christensen siger i øvrigt til Markedsføring, at oprustningen ikke betyder, at RBLM drosler ned på samarbejdet med PR-bureauer, som fx Essencius og Radius, der har været tætte partnere på bl.a. Anthon Berg og Spies.

- Nej, det er ikke tanken. Vi ser ansættelserne som en styrkelse af bureauets kompetencer og indsigt i forholdene omkring social-drevet content. Det ligger ikke i kortene, at det skulle betyde ændringer i vores samarbejder med PR-bureauerne.