Reklame- og kommunikationsbureauet Revolt kickstartede sin digitale og internationale oprustning med ansættelsen af Gus Murray som Managing Director i januar sidste år, og siden da er det gået i den rigtige retning for bureauet, der tidligere på året blev tildelt sin anden Gazellepris.

I løbet 2016 har bureauet indhentet stærke profiler til holdet inden for især data og digital strategi, og den digitale satsning har allerede båret frugt, idet bureauet kan nu løfte sløret for et kommende samarbejde med to nye kunder.

Revolt skal således være med til at udvikle social media-strategi og Facebook-content samt designe en chatbot for flyselskabet Air Pristina, og så har bureauet indgået et nyt samarbejde med Nordisk Film Biografer.

Aftalen betyder, at Revolt skal udvikle kampagner og indhold til Nordisk Film Biografers Snapchat.

Frontløber på Snapchat
Revolt har netop været en af frontløberne inden for Snapchat i Danmark, hvor de bl.a. var det første danske bureau til at få fingrene i Snapchat Spectacles, der lige nu er det helt store globale hit.

Og Gus Murray fremhæver netop vigtigheden i at følge med i og afprøve de nye digitale tendenser:   

- Jeg oplever, at mange bureauer og brands er berøringsangste i forhold til at eksperimentere med formater eller afprøve nye digitale platforme - så de laver helst bare en simpel statusopdatering på LinkedIn eller Facebook. Hos Revolt vil vi gerne udfordre vores kunder til at tænke nyt og skabe værdi for forbrugerne, siger han og tilføjer:

- Brands bør være der, hvor forbrugerne er, og det er ofte også på Snapchat og Instagram - eller Spotify og Tinder for den sags skyld.

Nye talenter til Revolt
Som led i den digitale oprustning har Revolt desuden valgt at ansætte to nye internationale profiler til holdet på Vesterbro-kontoret:

Ryan Waring bliver ny kreativ direktør for Revolt, hvor han skal lede det kreative team. Han kommer fra en stilling som Creative Director hos Vertic og har tidligere arbejdet i London og Australien for bl.a. DigitasLBi Sydney, som han var med til at starte.

Han har flere store globale og regionale kampagner bag sig for blandt andre Toyota, Red Bull, Nestlé, Pernod Ricard og Novo Nordisk.

Carolina Mercé indtræder i stillingen som digital strateg hos Revolt.

Hun har tidligere været en integreret del af Burberrys marketing team i London og skal bl.a. være med til at udvikle sammenhængende digital strategi på tværs af platforme for bureauets nye og eksisterende kunder.