Hvad betyder uddannelse for bureauerne, og hvad gør de egentlig selv ved det?

Disse spørgsmål stiller Markedsføring netop nu på et udpluk af landets kendte bureauer i en miniserie, og hos Robert/Boisen & Like-minded kunne svaret være, at de gør noget ved det hver eneste mandag.

- Mandag morgen mødes hele bureauet. Vi gennemgår, hvordan vi står med alle kunderne, og så er der mindst ét indlæg, hvor vi deler vores viden. En person, der er blevet klog siden sidst, skal sørge for, at vi andre også bliver lidt klogere, siger Heinrich Vejlgaard, der er Creative Director og partner i Robert/Boisen & Like-minded.

Hans formelle uddannelse er tre år på Skolen for Visuel Kommunikation – dengang den lå i Højer.

Siden blev det til de første "fem lærerige år" hos Robert/Boisen, før turen kom til “fem nye lærerige år” i Amsterdam på forskellige internationale bureauer. I 2010 vendte han tilbage til Robert/Boisen & Like-minded, hvor han efter eget udsagn lærer noget nyt hver eneste dag.

- Vi har altid sendt medarbejdere på uddannelse – Hybrid Agency Program, Hyper Island, og vil også gøre det med Tekstlinjen. Vi ser også SXSW, Web Summit og Cannes Lions som en slags uddannelse, og vores udsendte deltagere har lektier for og skal altid dele ud af deres nye viden. Man kan vel godt sige, at vi er “grådige”, når det gælder viden, siger Heinrich Vejlgaard.

Så om kort tid får hans Robert/Boisen-kollega, Rie Sloth Rasmussen, dermed lektier for i mere end én forstand, når hun starter på den nye kreative uddannelse, Tekstlinjen.

Fem års kreativ erfaring

Rie Sloth Rasmussens uddannelses-cv omfatter grundforløbet som mediegrafiker, Kreativ Basis og en professionsbachelor i form af Kreativ Kommunikation.

De seneste fem år har hun arbejdet som kreativ på Robert/Boisen & Like-minded, og hun forventer et dobbelt-udbytte af de kommende fem måneder på den nye uddannelse:

- Tekstlinjen er en klassisk værktøjskasse, hvor jeg kan bruge redskaberne sammen med dét, jeg kan i forvejen. Tekst kan være alt – ikke kun overskrifter og payoff, men også indsalg, altså når vi sælger kunden en idé. Samtidig forventer jeg nye impulser og inspiration, fordi man med flere år på et bureau risikerer en vis trummerum og sådan-plejer-jeg-at-gøre, siger Rie Sloth Rasmussen.

Hendes hjemmearbejde vil således ikke kun omfatte lektierne fra de to ugentlige aftener på Tekstlinjen, men også den opgave, der ligger i at videregive hovedpointer, input, tips og tricks til fagfællerne på bureauet.

Store forventninger

Også Heinrich Vejlgaard har forventninger til Tekstlinjen:

- Listen over gæstelærere rummer ekstremt kompetente profiler fra branchen – men også indspark fra andre ikke-mindre kompetente personer fra helt andre brancher, siger han og suppleres af Rie Sloth Rasmussen:

- Netop dette mix skaber noget uforudsigeligt i uddannelsen, og det lover godt, siger hun.

Bureaubranchen har klassisk set været åben over for uuddannede. Hvor står I?

- Vi er meget glade for det rå naturtalent … med uddannelse. Det gør, at personen reelt er køreklar fra første færd. Der skal være en opsamlet viden om faget, som løbende kan udvikles. Man kan altid blive bedre, og derfor forsøger vi altid at dygtiggøre os – og derfor er bureauet altid i beta, siger Heinrich Vejlgaard og tilføjer:

- Når man først føler sig færdig – med uddannelse og input – så er man reelt færdig. Vi tror på at dele viden – ikke kun internt, men og af samme grund giver vi også videre til andre. Vi har holdt indlæg på Creative Works og har gæstelærere på DMJX, Hyper Island, Reklamelinjen og selvfølgelig også på Tekstlinjen.