Det kom som et chok, da kommunikationsrådgiveren Carsten Sivertsen, tidligere redaktør for Dagbladet Roskilde og pressechef i Codan og Danisco, en lørdag morgen i maj døde af en blodprop.

Ikke mindst fordi, han blot få måneder tidligere havde gennemgået to vellykkede kræftoperationer.

- Vi havde lige fejret Carstens fødselsdag i april, hvor han glædede sig over at være vendt tilbage til arbejdet efter et hårdt år, der var mærket af hans kræftsygdom. Hans ”genfødselsdag”, kaldte han det taknemmeligt selv, siger Lars Lindskov, der var en af Carsten Sivertsens mangeårige branchekolleger.

Efter det uventede dødsfald kaldte Lars Lindskov de samarbejdspartnere og freelancere, som Carsten Sivertsen havde hyret ind under sin sygdom, sammen, for at danne sig et overblik over de opgaver, der var i proces i den selvstændige kommunikationsrådgivers bureauer, PR Konsortiet og Sivertsen Kommunikation.

Og der var mange. Heriblandt et jubilæumstillæg i anledning af Lise Nørgaards 100 års fødselsdag. En bog for en psykolog. En årsberetning for en børsnoteret virksomhed og meget mere.

- Det er imponerende, så professionelt alle håndterede situationen. Vi var alle i dyb sorg over en kammerats og branchekollegas død. Alligevel blev stort set alle produktioner leveret til tiden. Det var en æressag. Vi følte, at vi skyldte Carsten at være der for ham. Han har altid været der for os, uanset hvad side af bordet, vi har på været i en sag, siger Lars Lindskov.

Potentiale i virksomheden

Da kurator var udpeget af skifteretten, blev partnerkredsen enige om, at det var Lars Lindskov, der skulle lede forhandlingerne.

De andre samarbejdspartnere var ikke interesserede, eller havde ikke mulighed for at overtage selskaberne og aktiviteterne, så efter drøftelser med kurator og Carsten Sivertsens kone og voksne børn afgav Lars Lindskov derfor et samlet købstilbud, der i sidste uge blev accepteret af kurator og arvinger.

- Selskabet kører af naturlige årsager med underskud i år, men jeg er overbevist om, at der er potentiale i virksomhederne, siger Lars Lindskov, der overtager alle forpligtelser ud mod kunderne og alle rettigheder til de udviklede koncepter.

- Det er ikke en god forretning, hvis man ser isoleret økonomiske på det. Men man skal jo ikke altid gøre ting af kommercielle årsager. Man skal gøre dét, der føles rigtigt. Og jeg kunne ikke leve med, at dét som Carsten har slidt og kæmpet for i 10 år, blot skulle lukke ned.

- Nu giver vi selskaberne en kapitalindsprøjtning og ser opgaverne og profilen efter i sømmene. Herefter er det min intention, at vi udpeger en ledelse, der kan fortsætte opgaverne og virksomheden i Carstens ånd, siger Lars Lindskov, som siden 2011 har drevet sit eget bureau, Lindskov Communication, der i dag beskæftiger 12 ansatte og syv freelancere.

Sammen med Catrine Eisenreich, der er daglig leder af Lindskov Communication og de samarbejdspartnere, Carsten Sivertsen har haft i PR Konsortiet, vil Lars Lindskov nu gennemgå kundeporteføljen i bureauerne og se, hvilke opgaver, der logisk og bedst løses hvor - og med hvilket kompetencemix

- Lindskov Communication, Sivertsen Kommunikation og PR Konsortiet har forskellige forretningsmodeller og har også forskellige varer på hylderne. Der ligger også nogle hensyn til interessekonflikter mellem forskellige kunder, som vi skal have adresseret. Etikken er høj i alle selskaber, så her vil vi i flere tilfælde indgå dialog med kunderne om, hvad der løses bedst og til deres tilfredshed. For det er jo kunderne, vi lever af - og de skal have betjening af dét team og dét bureau, de har tillid til, slutter Lars Lindskov.