Skanderborg Festival skabte ny dansk festivalhistorie, da festivalen den 1. december på bare fem timer meldte udsolgt på partout-billetterne. Endda uden at have offentliggjort et eneste musiknavn.

Det skyldtes en ny visuel identitet, en ny kreativ værktøjskassedigitale skabt af det digitale e-handelsbureau No Zebra i samarbejde med de digitale kolleger fra Combine.

Frej Raahede Nielsen, Lead Frontend Developer hos No Zebra, har været ansvarlig for udvikling af smukfest.dk, og han understreger vigtigheden af at tænke scalability ind i projektet fra starten.

– For os var det vigtigt at skabe en gnidningsfri oplevelse for Smukfest.dks mange brugere. I forhold til det tekniske setup og udviklingsarbejdet er det lig med høj performance og lav load-tid – både i perioder, hvor der er lidt trafik, og i perioder hvor der er meget.

– Den høje performance på smukfest.dk blev sikret gennem en benhård cashing-strategi, der sørger for at tekniske elementer bliver gemt over tid, så load-tiden er hurtigere, og sitet kan håndtere flere besøgende.

Ingen kompromis med brugeroplevelsen

Sitet er en Umbraco-løsning, der er bygget med fokus på brugervenlighed. Udenfor festivalsæsonen er der en-to medarbejdere, der har med opdateringer af sitet at gøre, men i de tre intensive festivalmåneder omkring august er der op til 20 forskellige redaktører inde for at ændre i tekst, uploade billeder og udgive artikler.

– Umbraco-løsningen er skabt så de involverede ved hjælp af en række udvalgte elementer, næsten kan gøre, hvad de vil, uden at gå på kompromis med brugeroplevelsen, fortsætter Frej Raahede Nielsen.

Hos Smukfest er man enig:

– Forskellige niveauer af brugerrettigheder er vigtigt på en festival, fordi vores frivillige har et stort ansvar. Det er dem, der skriver nyheder og opdaterer sitet, når festivalen ruller, og alle de muligheder og værktøjer en administrator har til dagligt, har de ingen glæde af. Den differentiering er helt central, når det skal gå stærkt. Og så er Umbraco rigtig nemt for de fleste at gå til, vurderer Randi Rehmeier, mediekoordinator hos Smukfest.

Festivalens hjerte er bøgetræet

Som en udvidelse af samarbejdet, der startede i 2015, har No Zebra også stået for festivalens nye visuelle identitet. En identitet som skal fungere i mange forskellige kontekster og på alle festivalens kanaler.

Hvis man tager et kig på festivalens plakater igennem de sidste 37 år, så vil man se en række vidt forskellige udtryk. Maskotten Walther går igen på de fleste, men derudover er der et væld af forskellige farver, opsætninger og stilarter. I 2014 valgte festivalen at satse på det, som kan kaldes for festivalens hjerte – nemlig bøgetræet.

– SmukFest er festen under bøgetræerne – og det er en kreativ fest med plads til forskellighed. Med det udgangspunkt har vi udført opgaven, og derfor er træet, med den hjerteformede krone, fremhævet som et enkelt og stilrent ikon, der kan indgå i mange forskellige sammenhænge og favne idérigdommen og diversiteten i Smukfest, siger Thomas Andersen, CCO hos No Zebra, der har udviklet det nye design-DNA.

Stadig en flok hippier

Thomas Andersen ser opgaven med festivalens nye visuelle identitet mere som en UX-opgave end en grafisk designopgave:

– Det er en vigtig pointe, at jeg ikke har fortalt dem, hvad de skal gøre. Jeg har skabt en værktøjskasse eller en kreativ legeplads til dem, som vi efterfølgende har gjort til deres – sammen.

– De har kort sagt købt ind i fonte, farver og et tankesæt, og på den måde bliver det skalérbart og fleksibelt. Og det er særligt vigtigt med et brand som Smukfest, som har så meget liv og dynamik – og som skal kunne håndteres af så mange forskellige mennesker i festivalsæsonen. Det skal kunne tilpasses løbende. Eller bliver det en hæmsko i stedet for en støtte og hjælp.”

Randi Rehmeier afslutter:

– Smukfest er en gammel hippie-organisation, hvor vi nok aldrig kommer til at køre snorlige efter en stilet designmanual. Det er en del af DNA’et at afvige fra reglerne, også selvom vi selv har lavet dem.

– På den måde har det nok ikke været verdens mest taknemmelige opgave, No Zebra har været på, men vi synes resultatet er blevet super meget ”os”, og forener nye farver og følelser med vores varemærke, træet.