Hos teleselskabet 3 går det i disse år over stok og sten, og det kræver, at marketing-maskinen hele tiden er fintunet.

Derfor rettede 3 et kritisk blik mod teleselskabets indsats på sociale medier.

- Very (nu Very Patchwork) var en helt naturlig legekammerat at invitere med hos os, da vi tidligere i år kunne se, at vores social media team ville drage nytte af at få noget ekstern sparring på strategi og contentproduktion, siger Frederik Grønlund Scholten, Head of Consumer Marketing & CRM hos Teleselskabet 3. 

- Og det har i den grad vist sig at være det rigtige valg, for samarbejdet har fungeret gnidningsfrit, og alle er meget tilfredse med den upgrade, vi har lavet på indholdssiden, fortsætter han.

Fokus for samarbejdet mellem Teleselskabet 3 og Very Patchwork i 2018 vil være at sikre arven som et telebrand, der tør gøre noget uventet, samt at skabe værdi for den yngre målgruppe. 

SoMe er forretningskritisk

Den øgede indsats på sociale medier er et forretningsstrategisk valg, der er taget, fordi det kan ses på 3’s bundlinje. 

- Vi ser en klar sammenhæng mellem vores arbejde med sociale medier og vores salg online, så det giver rigtig meget mening for os at fortsætte med at forfine og optimere det arbejde, vi laver på de sociale kanaler, siger Frederik Grønlund Scholten.

Hos Very Patchwork er der naturligvis også stor begejstring for samarbejdet:

- Det er altid dejligt, når en kontrakt indgås baseret på det arbejde, man har vist, man kan levere. Så vi er naturligvis meget glade og stolte over, at 3 mener, vi fortsat kan være med til at levere kommunikation, der udfordrer og giver kant til brandet, udtaler Thomas Bjerg, CCO og partner i Very Patchwork.