Opgavebogen for kreative tænkere af Dorte Nielsen & Katrine Granholm er en samling af simple øvelser, der er lavet med det formål at træne din evne til at se sammenhænge.

Præmissen er, at ved at dyrke netop dén færdighed, styrker du din evne til at få overraskende og kreative tanker og – kort sagt – få endnu bedre ideer. Og hvem vil ikke det?

Det vil jeg i hvert fald gerne, så da jeg fik tilbuddet om at anmelde bogen, kunne jeg ikke sige nej på trods af, at min kalender så lidt pakket ud.

I kreativitetens ånd valgte jeg at se min knappe tid som en udfordring og i stedet prøve, om jeg kunne integrere bogens øvelser i mine andre gøremål.

Det blev til tre forskellige tests.

Skattejagtstesten

Da der stod en børnefødselsdag øverst på to-do-listen, gav det god mening at teste bogen af på børn. Bogen består af 40 øvelser med en kort introduktion til hver.

Fødselsdagsgæsterne skulle ud fra et foto af en donut komme på nye opfindelser.

Et donut-kompas, en ethjulet donut-bil og en donut-cigaret(!) var bare nogle af de ting, som kagens form inspirerede dem til at udtænke.

Øvelserne i bogen er som sådan ikke henvendt til børn, men med lidt voksen hjælp til introduktionen, var det både sjovt og ligetil for en flok syvårige piger.

Fredagsbar-testen

Hos CP+B har vi vores eget kreative værktøj: Øl. Nærmere betegnet vores Problem Solver.

Det er en anden historie, men det gav god mening at kombinere de to og teste bogen af sammen med nogle af kollegaerne.

Vi startede lidt langsomt ud, men blev hurtigt grebet af stemningen. Kombiner fx et springvand med en pølse, og du får en have-sprinkler, der laver ’helikopteren’ dagen lang. Det lød i hvert fald som en god idé efter et par øl.

Kreative opgaver kan måske være svære at få plads til i en travl bureau-hverdag, men øvelserne og det sociale aspekt i at lave dem sammen var faktisk så forløsende, at vi vil prøve at bruge dem som et mentalt afbræk og hjernegymnastik fremadrettet. Måske vi så også kan spare lidt på øllene? 

Indien-testen

Noget af det, der fyldte i min kalender, var en researchtur til Rural India. En oplagt mulighed for at teste bogen af i en helt andet sammenhæng.

Denne test havde jeg store forventninger til, men jeg måtte sande, at omstændighederne og sprogbarrieren de steder, jeg skulle hen, kom lidt på tværs.

Jeg vil dog gå så langt som til at konkludere, at Katrines fine illustrationer også er sjove på den anden side af jorden.

Sammen er vi bedst

Alt i alt har det været en fornøjelse at prøve bogen af i praksis.

Jeg har haft svært ved at finde motivationen til at lave øvelserne alene, men så snart jeg har gjort det sammen med andre, bliver det hurtigt engagerende og udfordrende.

Jeg køber også præmissen om, at man på den måde kan styrke ikke bare sin egen, men måske lige så meget hinandens kreativitet. Det var tydeligt, da vi lavede øvelserne på bureauet, at vi automatisk blev motiveret til at søge de mindre oplagte ideer, når vi så hinandens løsninger.

Jeg er selv stor fortaler for learning-by-doing, og det indbyder denne bog i den grad til. Både for dem, der ikke er så trænede i kreativ tænkning, og for dem, der er.

Opgavebogen er i mine øjne og ifølge mine lavpraktiske tests relevant og nyttig for alle, og jeg anbefaler den på det varmeste.