KLUMME: Verdens hurtigst voksende virksomheder er datadrevne. Fx dem, der aflæser din købsadfærd og indretter tilbud efter den. Datadrevne er også mange af de mest værdifulde som Amazon, Google.

Detailhandelskæmpen Walmart er i gang med at skabe fremtidens kundeorienterede Walmart. De siger åbent: “The use of data, algorithms, advanced forecasting capabilities – and more – of extreme strategic significance.”

For virksomhederne ligger fremtidens muligheder, men også trusler, i den datadrevne kundeindsigt. At være i stand til at bruge data konstruktivt over for kunderne er uden tvivl den afgørende konkurrenceparameter i vore dage.

Fremtidens vindere er digitale og data-drevne

På nettet har vi efterladt mange elektroniske fodaftryk, når vi surfer og handler i form af interaktionsdata og transaktionsdata. Fremsynede virksomheder bruger dem til bedre at forstå deres kunder og tilpasse produktudvalg og kundedialog.

De rigtig vågne og innovative virksomheder bruger disse data til at udvikle services, produkter og nye markeder. Det sker lige nu.

I næsten alle brancher ses virksomheder, der strategisk griber muligheden for at udvikle deres kundedialog, nå nye kunder og transformere forretningen. De er fremtidens vindere i deres branche.

Derfor er det overraskende, når vi ser på, hvordan Danmarks største virksomheder takler udfordringen. En gennemgang af C20 virksomhedernes 2016-årsberetninger viser, at to ud af tre C20 virksomheder ikke fortæller om – eller hvordan – de arbejder med datadreven kundeindsigt.

Her er 12 selskaber, der risikerer at tabe kapløbet

Kun syv C20 selskaber nævner, at data bearbejdes systematisk til at forstå kunderne og udvikle digitale indsatser.

De syv er Nets, Pandora, Vestas, Novo Nordisk, Mærsk, Carlsberg og DSV. De øvrige 12, herunder selskaber med store kundebaser som TDC og DONG, nævner ikke en digital strategi for at udvikle deres kundedialog, for at nå nye kunder og transformere forretningen. De risikerer dermed at blive fremtidens tabere i deres branche.

eBay understreger i 2016-ledelsesberetningen, at øget dataindsigt skal anvendes til at gøre købsoplevesen mere individuel. Med større kundeindsigten kan eBay præsentere kunden for relevante tilbud inden for andre kategorier og dermed øge salget.

Datadreven kundeindsigt kan også blive vejen til vækst og innovation for vores danske virksomheder. Datadreven kundeindsigt skal tages hele vejen fra strategi til eksekvering.

Processen kræver inddragelse af både C-level, salg og marketing i virksomheden med en tværgående tilgang til strategi og forretningsudvikling med udgangspunkt i kundedata.