For bare et års tid siden stiftede Emil Spangenberg og Thomas Høyrup Christensen bureauet Frame & Work, og nu har det unge makkerpar, sammen med Korsager Studio, vundet et millionudbud fra Dansk Kyst- og Naturturisme.

Dansk Kyst- og Naturturisme er en erhvervsdrivende fond, etableret som en del af regeringens vækstplan for turisme og oplevelsesøkonomi, og opgaven som konsortiet skal løse, består af content-produktion og strategi i regi af forskellige projekter på vestkysten. 

Og det er ikke temaer, der er fremmed for de to bureau-ejere: Før selvstændigheden var Emil Spangenberg og Thomas Høyrup Christensen henholdsvis Director of Communication og Senior Art Director hos Wonderful Copenhagen.

I dag løser de opgaver for bl.a. SydkystDanmark, Visit Faroe Islands, Visit Sorlandet, Odense Kommune og Statens Museum for Kunst, og de glæder sig naturligt nok til de nye udfordringer.

Det ultimative Danmark

- Når man som os har fokuseret målrettet på at arbejde med virksomheder og organisationer der både udvikler og sælger personlige oplevelser og turismeprodukter, er det her en drømmeopgave, siger Frame & Work-direktør og partner, Emil Spangenberg, og tilføjer: 

- Den danske vestkyst er på mange måder det ultimative Danmark og byder på noget af det flotteste og mest spektakulære, vi i Danmark kan byde på – så derfor var der heller ingen tvivl om, at vi ville byde på opgaven.

Budgettet er på 1,2 mio. kroner, og bureauets arbejde - der går på tværs af tre forskellige udviklingsprojekter i fonden Dansk Kyst og Naturturisme - skal munde ud i en lang række små film, billeder og fortællekoncepter - med fokus på både natur, oplevelser, gastronomi og fødevareproduktion. 

En attraktiv opgave

Indholdet skal distribueres til øvrige turismeaktører og organisationer og bruges i den internationale branding og markedsføring af den danske vestkyst i de kommende år.    

- Vi glæder os til at sætte vores erfaring og vores idéer i spil, i et tæt samarbejde med en lang række passionerede ildsjæle på vestkysten, siger Emil Spangenberg. 

Og hos Dansk Kyst og Naturturisme er glæden over det nye samarbejde gensidig: 

- Med over 20 tilbudsgivere var det tydeligt, at det var en attraktiv opgave for en lang række virksomheder i hele landet. Frame & Works tilbud havde dog det ekstra, både på erfaringsniveau og på konkrete løsningsforslag, der gjorde at det stak positivt ud, siger Mette Trads Nielsen, der er udviklingskonsulent hos Dansk Kyst og Naturturisme, og tilføjer:

- Efter vores dialog med teamet er vi overbevist om, at vi har det perfekte match til opgaven og til at indfri vores ambitioner.

Kender hinanden godt

Til at byde på – og løse - opgaven er Frame & Work gået sammen i et konsortium med produktionsselskabet Korsager Studio, der skal løfte en række af projektets større filmoptagelser og postproduktion. 

De to bureauer deler til daglig kontorer på Nørrebro i København og har det seneste år løst fælles opgaver for kunder som Copenhagen Capacity og SydkystDanmark, så de kender hinanden godt.

Korsager Studio er stiftet af producer og filmskaber Christian Korsager, der siden 2010 har hjulpet kunder i ind- og udland med historiefortælling igennem lyd, video, animation og visual effects.

- Sammen med Korsager Studio har vi bygget et stærkt og meget fleksibelt set-up, der på den ene side giver os mulighed for at skalere op på en række produktionsparametre, og på den anden side styrke vores strategiske og kreative rådgivning for en række kunder, siger Emil Spangenberg.

Konsortiets arbejde for Dansk Kyst og Naturturisme er gået i gang og rulles ud i løbet af 2018. 

Læs mere om Dansk Kyst og Naturturisme - og om de to vindende bureauer Frame & Work og Korsager Studio.