Engang var Storbritannien lidt af et europæisk reklame-mekka, hvor virksomheder – ikke mindst takket være virksomhedernes massive digitale marketing-investeringer – var med til at trække det generelt stillestående reklamemarked på kontinentet i plus.

Sådan har det dog ikke været, siden Brexit blev varslet i fjor, hvilket også kan aflæses i det seneste ”European Advertising Business Climate Index” fra EACA (European Association of Communications Agencies).

Året begyndte ellers fornemt med en samlet tiltro på +19 til en positiv udvikling på det europæiske reklamemarked, over +12 i april, men i juli i år var det skrumpet ind til +3.

Udover Storbritannien, (-29), trækker to andre store økonomier den europæiske reklame-optimisme ned.

Det drejer sig om Italien (-21) og Frankrig (-5).

Stor optimisme i Danmark

I den modsatte retning trækker Grækenland (ja, du læste rigtigt), hvor index er gået fra -15 til plus 16.

Endelig er Danmark og Sverige de store lyspunkter, da vi topper indekset, når det handler om positive forventninger.

Danmark ligger på +29 og Sverige +33, så der er masser af grund til optimisme herhjemme blandt såvel bureauer som marketingfolk.

Derudover er det også værd at bemærke, at optimismen næsten blomstrer lige så vildt hos vores store nabo mod syd med +23.

Analysen er baseret på svar fra reklame-  og markedsundersøgelses-firmaer på tværs af Europa kombineret med Business and Consumer Survey of the European Commission (DG ECOFIN).

Tjek selv analysen ud her.