VisitAalborg vil gerne have endnu flere udenlandske turister til Aalborg - og styrke den nationale turisme - og det skal ske gennem en ny og markant branding af den nordjyske hovedstad som en attraktiv turismedestination.

Til at hjælpe med at nå målet har VisitAalborg efter en budrunde blandt tre af regionens toneangivende bureauer valgt reklamebureauet Gotcha som ny strategisk samarbejdspartner

Der er tale om en flerårig brandingindsats, hvor Gotcha i første step skal bistå med udvikling af en ny grafisk identitet, et versionerbart paraplykoncept, en re-brandingkampagne samt film ogfoto. 

Step to byder på udvikling af et nyt website med et segmenteret fokus på oplevelser og aktiviteter i og omkring Aalborg.

Med aftalen fortsætter bureauet, der tidligere på året tilføjede blandt andre Alliance+ til kundeporteføljen, således den positive udvikling, og hos VisitAalborg var man ikke i tvivl om valget af Gotcha:

Stærk strategisk forståelse

Jeppe Klitgaard Stricker, Chef for Markedskommunikation i VisitAalborg, siger om valget af Gotcha:

- Valget stod ret klart, da Gotchas team demonstrerede et stærkt research-arbejde, et overbevisende og bredtfavnende koncept og ikke mindst en forsmag på en ny visuel identitet, som kommer til at tage os til nye højder. Så kombinationen af en stærk strategisk forståelse for, hvor VisitAalborg skal bevæge sig hen og en høj, kreativ ambition for eksekveringen var udslagsgivende, siger han.

Og hos bureauer er der naturligvis stor glæde over det nye samarbejde:

- Vi er rent ud sagt pivhamrende begejstrede for denne opgave og dette partnerskab. Det er superfedt sammen med VisitAalborg at udgøre den katalysator, som skal definere og forny Aalborgs brand på den nationale og internationale scene, så vi kan fortælle og vise besøgende fra ind- og udland alle de underfundige og spændende tilbud, Aalborg rummer, siger adm. direktør og partner, Rasmus Færch Brostrøm.

Også plads til de små

Det aalborgensiske bureau er allerede i gang med at tage de første spadestik i samarbejdet med udvikling af nyt CVI som det første - og selv om bureauet endnu ikke kan afsløre detaljer om de forskellige projekter, så kan man vente sig en kommunikation med kant:

Christian Stenbakken, der er konceptudvikler hos Gotcha, siger:

- Aalborg er klar til at claime sin egen position og klar til et opgør med det klassiske turistparadigme. Så det man kommer til at se, bliver en kommunikation, hvor der ikke kun vil være plads til de kendte attraktioner, men også det, der er mere off the grid: Fx den lille café eller det lille galleri. Ligesom man selv kender det fra ferier i udlandet, er det ofte de ”små” oplevelser, der huskes.

Gotcha forventer at VisitAalborgs nye identitet er færdig omkring årsskiftet, og at rebranding-kampagnen – som i første omgang målrettes danske, tyske og norske turister – lanceres i februar 2018.