Zoologisk Have i København har med ”ZooVision 2020” sat en ambitiøs vækststrategi og vil transformere Zoo til en helårs oplevelseshave. Derfor har Zoo netop gennemført et omfattende pitch i jagten på et leadbureau. 

– Efter at have set fantastisk arbejde fra en håndfuld af de bedste bureauer herhjemme er valget faldet på Advice, siger marketingchef Henriette Povlsen.

Med stor respekt for Havens ånd, for dyrene og for Zoos urokkelige formål om naturbevarelse i og uden for Danmark skal Zoologisk Have gøres til en gennemført oplevelseshave, lyder det.

Oplevelser hele året

Et sted, man kommer mange gange om året, fordi Haven byder på nye aktiviteter og events – hele året rundt.

– Zoologisk Have har et stort potentiale for at tiltrække mange flere gæster og tilbyde både danskere og turister en unik oplevelse. Vi har brug for at få bragt Zoo op på et niveau, hvor vi kan konkurrere med de allerbedste oplevelsestilbud herhjemme og i udlandet, siger hun og fortsætter:

– Advice har udvist stor forståelse for vores nuværende forretning og den transformation, vi har iværksat. Vi er begejstrede for den kreative retning, der fra Advices side er lagt op til og ser frem til at samarbejde med et stærkt team med stor kreativ og strategisk tyngde.

Samarbejdet med Advice, betyder samtidig et farvel til Yellow, som gennem en årrække har været Zoologisk Haves primære bureau.

– Vi forlader et stærkt bureau til fordel for et andet, og vil gerne takke Yellow for en stor indsats og et godt samarbejde, slutter marketingchefen.

Et stærkt match

Hos Advice på Gammel Kongevej er der naturligvis stor begejstring for det nye samarbejde.

– Vi glæder os til at arbejde med et stærkt brand og en virksomhed, der bygger på et vigtigt formål, siger Executive Director i Advice, Lise Fink Vadsholt.

– Samtidig træder vi ind i et skattekammer af fantastisk indhold og historier, der bare venter på at blive fortalt.

– Og måske vigtigst af alt, så mærker vi en meget stærk passion og ambition fra ledelse og medarbejdere hos Zoologisk Have. Sammen skal vi have omsat vision til konkrete initiativer, der åbner haven for endnu flere gæster og skaber økonomiske resultater.

– Med den omfattende omstilling Zoologisk Have står over for, får vi bragt vore brede kompetencer i spil fra strategi til branding, PR- og influencer-marketing og experience design og fuld digital integration. Så der er ikke noget at sige til, at samtlige 120 medarbejdere har armene over hovedet i disse dage og ser frem til det nye samarbejde, supplerer Client Director Mille Klink.

Nyt ledelses-team bag strategien

Zoologisk Have har 158 år på bagen og er en af Danmarks vigtigste kulturinstitutioner. I sommer tiltrådte Jørgen Nielsen som ny administrerende direktør. Senere på året fulgte ny kommerciel direktør Christian Higraff og 1. februar i år fik Zoologisk Have ny marketingchef i form af Henriette Povlsen.

I dag åbner Zoologisk Have for en helt ny legeplads, der er det første af en række initiativer, der skal give fornyet lyst til at besøge haven.