Fire teams er udvalgt til repræsentere Danmark, når Cannes-festivalens ungdomskonkurrence, Young Lions, løber af stablen i Sydfrankrig til sommer.

Danmark har i år har fået tildelt pladser i følgende fire kategorier: Print, Design, Cyber og Film, og de fire udvalgte teams er:

- Sebastian Hartbøl og Peter Conlan fra Saatchi & Saatchi, der skal konkurrere i Print

- Fie Lyster og Casper Mandrup fra Publicis Media, der skal konkurrere i Cyber

- Emil Holm fra Essencius og Jesper Nord fra Bold, der skal konkurrere i Design

- Anne Katrine Winblad Nielsen og Lea Flodgaard fra & Co., der skal konkurrere i Film.        

Og niveauet er højt blandt de fire teams, der er blevet udvalgt på baggrund af dels deres shortlistede YCCA-arbejde og dels deres egne mapper, lyder vurderingen fra Creative Circle-formand Dorte Nielsen:

- De fire udvalgte teams har alle lavet løsninger, der er enkle og originale, og som løser opgaven på en relevant og interessant måde. Endvidere har deres egne arbejder vist, at de fire teams leverer kreativt arbejde på højt niveau igen og igen. Og det får de brug for, når de skal ned og konkurrere på internationalt niveau, siger hun.

Og vi kan godt afsløre, at det er fire unge teams, der glæder sig.

Altså…på en skala fra 1-10
- Vores stolthedsbarometer peaker lige nu. Ikke blot er vi blevet udtaget på baggrund af vores reelle arbejde og evner af topprofessionelle i Danmark, men vi skal også ned og repræsentere Danmark og kæmpe om at tage medaljer med hjem. Det er en kæmpe-ære, og vi har svært ved at få armene ned, lyder det fra Fie Lyster og Casper Mandrup fra Publicis Media, der skal konkurrere i Cyber-kategorien.

- Hvor meget glæder I jer?

- Det er vores første gang til Cannes Lions, men vi ved, at festivalen for mange er ét af de helt store punkter på bucket-listen. Nogle har endda beskrevet det som Bonbon-land for voksne, så vores indre børn tripper allerede, og vi forbereder os på et sukkerchok af de helt store.

Emil Holm fra Essencius og Jesper Nord fra Bold, der skal konkurrere i Design-kategorien, kalder det en super-start på karrieren, at ens portfolio bliver udvalgt til Young Lions:

- Hver uge bruger vi gerne flere timer ekstra på arbejdet, og at vores store dedikation til faget nu også bærer frugt, er jo et kæmpe skulderklap. Vi glæder os helt vildt, vi har samlet flasker hele påskeferien, for at få råd til turen, lyder det med et smil fra de to Design-kombattanter, der suppleres af Sebastian Hartbøl og Peter Conlan fra Saatchi & Saatchi, der skal konkurrere i Print:

- Jamen, det er da klart, at det er et kæmpe skulderklap. Vi glæder os bare til at have det sjovt og gøre vores bedste, lyder det fra de to Print-mestre, der på spørgsmålet om, hvor meget de glæder sig, sender en fin, lille hilsen til en berømt Stryhns-reklamefilm:

- Altså… på en skala fra 1-10, så glæder vi os rigtig meget.

Den første dag på ski
Ud over de fire unge bureau-teams, der skal konkurrere ved Young Lions til sommer, er også en ung studerende udvalgt til at repræsentere Danmark ved det eftertragtede fem-dages træningsforløb, Roger Hatchuel Academy, der hvert år afholdes i forbindelse med Cannes Lions.

Det drejer sig om Marius Dahl, studerende ved DMJX, og han glæder sig naturligt nok også til oplevelsen:

- At blive inviteret til Cannes på Roger Hatchuel Academy er, på lige fod med optagelse på DMJX, det bedste som er sket for mig personligt i nyere tid. RHA kan være fagligt altafgørende. Jeg ved ikke, hvordan morgendagen ser ud, men mine drømme virker mere opnålige for hvert nåleøje, jeg formår at smyge mig gennem, siger Marius Dahl, der er studerende på DMJX.

Cannes Lions præsenterer selv Roger Hatchtuels Academy under mottoet Training the Lion Winners of Tomorrow, og der er tale om et fem dages-forløb, som hvert år giver et hold studerende fra hele verden mulighed for at boltre sig intensiv branche-viden, serveret af gæstelærere fra øverste kreative hylde.

De deltagende studerende får således en uge pakket med værdifuld viden - plus fuld adgang til Cannes Lions-festivalen.

Hvor meget glæder du dig?

- Din favoritsang på en sommerdag. Den første dag på ski. En femårig på juleaften. Kombiner hele pivetøjet og hæv humøret yderligere med 100 procent. Så meget glæder jeg mig til RHA til sommer, siger Marius Dahl.

Et fantastisk springbræt
Udvælgelsen af de danske Young Lions-team sker i forbindelse med den danske ungdomskonkurrence Young Creative Circle Award, som afholdes i samarbejde mellem Creative Circle og TV 2.

Konkurrencen er delt op i to ”afdelinger”:

- YCCA, som både er for studerende og bureau-ansatte, hvor kun det indsendte YCCA-arbejde tæller, og hvor shortlisten i øvrigt fornylig blev offentliggjort.

- Young Lions DK, som kun er for bureau-ansatte, og hvor det indsendte YCCA-arbejde tæller med 50 procent og de unges mapper – som vurderes af juryformændene – tæller de sidste 50 procent.

Og Dorte Nielsen er ikke i tvivl om, at oplevelserne i Cannes er en stor chance for de unge:

- Det er en stor mulighed for de unge talenter. Vi har i gennem årene set, hvordan dørene til den internationale arena og spændende nye muligheder har åbent sig for dem, der har markeret sig i Cannes. Det er et fantastisk springbræt og en stor chance for at vise, hvad man kan for et stort publikum. TV 2 og Creative Circle er glade for at kunne støtte de unge talenter og ønsker dem held og lykke. 

Læs mere om dette års Young Lions-konkurrence i Cannes her.