Der er stadig godt tre uger til, at den 65. udgave af verdens største kreative festival Cannes Lions International Festival of Creativity ruller afsted i Sydfrankrig, men vanen tro er det ved at være sæson for kvalificerede bud på sandsynlige vindere.

Et af de første - og et af dem, der statistisk set bør lyttes til - kommer fra Per Pedersen, der er Global Creative Chariman for Grey Group og dermed den øverste ansvarlige for Greys kreative produkter på verdensplan.

Han har igen i år peget på 100 Hot Contenders, som han kalder sin Pinterst-opslagstavle, og får han ret i sine forudsigelser, hiver flere danske cases løver hjem i år: Herunder &Co. med Velux spritnye kampagne The Indoor Generation , Robert/Boisen & Like-minded med Spies’ The Home Weather Machine  og samme Robert/Boisen med Red Barnets Bizarre Wedding Traditions  og Uncle Greys Small Businesses kampagne for Canon.

Og Per Pedersen er heller ikke i tvivl om, hvad det er, der kommer til at gøre sig bedst i Cannes i år.

Hvis det ligner reklame…

Eller rettere, hvad der ikke kommer til at gøre sig - for som han skriver på sin Pinterest-opslagstavle: If it looks, talks or feels like an ad it’s not going to win.

Om han får ret – og det plejer han jo – så er der altså grund til at forvente danske løver igen i år, også selv om høsten måske ikke lander på højde med sidste års imponerende rekord.

Og er man til flere Cannes-forudsigelser, så bør der dukke flere op i de kommende uger:

Magasinet Contagious er som regel ude med deres bud på vindere op til festivalen - sidste år gjorde de det ikke så ringe endda, og så glæder vi os selvfølgelig til årets Cannes Prediction Reel.

”Rullen” har i en årrække været præsenteret af TV 2, Creative Circle og Reputation i ugen op til festivalen, så den glæder vi os til at nyde igen i år - i både Aarhus og København. Mere om det senere.

Indtil da kan du nærstudere Per Pedersens bud på årets vindere lige her