Den sidste award-dag i Cannes sluttede med et fyrværkeri så smukt som de overdimensionerede kanoer med indbyggede helikoptere i havnen:

Fire løver til danske bureauer, annoncører og produktionsselskaber, hvortil vi vel bør lægge to uægte bronzeløver til Bacon for arbejdet for Åkestam Holst Stockholm og Try Oslo. 

Dermed slutter året som det suverænt bedste Cannes-år nogensinde: Hele 46 shortlister og 22 løver er beviset på, at danske bureauer, annoncører og produktionsselskaber skaber kommunikation i verdensklasse, hvis de har modet til at investere og evnerne til at samarbejde med sigtekornet rettet mod det ypperste.

Vi skynder os lige at nævne den næste generation: Tidligere på ugen vandt Fie Lyster og Casper Mandrup fra Zenith, Publicis Media, sølv i Cyber-kategorien i Young Lions-konkurrencen.

Endelig er det en glæde at nævne, at Danmark med 22 løver vandt den nordiske konkurrence foran 21 svenske og 13 norske.

&Co fører faklen foran alle andre bureauer

Hvis vi skal fremhæve en primus inter pares er det Danmarks for tiden mest prisvindende bureau, der i øvrigt samtidigt flytter brand-værdi, opmærksomhed og forretning for kunderne.

&Co hedder de gæve gutter, der i år slæber sig skæve med 11 løver i tornystret. En guld i PR for momondo, og en guld i Cyber for TV 2. Produktionsselskaberne er Bacon og Moland Film.

To sølv i PR og to sølv i Film for momondo, der også bærer Bacons fingeraftryk. Tre bronzeløver, hvoraf den ene er i Cyber for momondo , mens der er to bronzeløver i Film for TV 2.

Endelig er der en bronzeløve i Promo & Activation og en sølvløve i Entertainment. Sikke en præstation på tværs af mange discipliner.

En fabelagtig debut ved VM i reklame

Uden at fornærme &Co-folkene, så er Liquidminds arbejdet for Visit Faroe Islands årets store overraskelse.

Arbejdet indledte med at blive ”opdaget” til Epica, hvilket ofte er trampolinen for nye bureauer, og nu har Rune Hørslev, Vibeke Nannerup og deres team vundet 1 guldløve, 1 sølvløve og 1 bronzeløve.

En fabelagtig debut ved VM i reklame, der bør kunne udnyttes til at få taletid, når annoncører afsøger markedet. Når Visit Færøerne valgte Liquidminds efter at kigget rundt i Skandinavien blandt noget mere meriterede bureauer, må de jo have leveret en overbevisende pitch. Og nu altså kvitteret med en nydelig løvehøst.

UncleGrey vender hjem med tre sølvløver og 1 af bronze, også et mere end godkendt resultat. At alle awards kommer fra en nytænkning af brugen af et banner er ekstra imponerende. Hvem troede, at et banalt banner kunne bruges konstruktivt og med effekt i 2017?

Vi kipper også med kasketten for New Land + Wichmann/Schmidts sølv og bronze for ”Mash Up” casen for Det Kgl. Teater. Det samme gør vi for Anothers sølvløve for navneskiftet for Spar-kæden.

Purpose + Goodvertising dominerede i år

Vi skal naturligvis også rundt om de helt store awards.

Film Grand Prix’en gik til ”We are superhumans” skabt for Channel 4 af Blink Productions i London.

Pete Favat, Chief Creative Officer, Deutsch North America, og juryformand sagde:

– Vi ønskede ikke at splitte Grand Prixerne mellem TVC og onlinefilm, som vi har gjort tidligere. Denne film fejede al modstand af bordet, og juryen var fuldstændig enige.

– Superhumans er modig, stolt, udligner forskelle… Den er glad, provokerende og maner til eftertanke. Det handler ikke kun om handicappede. Lighed for kvinder, race og religion kan sættes ind i denne film, der har al det, moderne kommunikation skal indeholde.

Hans sidekick, Tham Khai Meng, Ogilvy & Mathers globale kreative chef og juryformand for Titanium og Integrated, tilføjede.

– Integration handler ikke længere om at bruge værktøjer på tværs af media. En Grand Prix skal flette sig ind i kulturen, og kommunikationen skal skabe et blivende aftryk i samfundet.

Derfor gik Grand Prixen i Integrated til "Boost your voice”, skabt af 180LA, Santa Monica. Over 800 counties i USA fik opsat mobile stemmebokse for at hjælpe med afstemningen i lokalområder, hvor der var mistanke om, at myndighederne gjorde det så svært som muligt for underprivilegerede grupper at afgive deres stemme.

I USA har hverken Washington eller de enkelte stater indflydelse på selve afstemnings forløbet. Det afgøres på county-niveau.

I Titanium vandt ”Fearless Girl” Grand Prixen - den fjerde i år:

– Megen virkelig god kommunikation virker i nogle år, men ”Fearless Girl” vil stå til evig tid. Hun vil minde os om, at de modige flytter holdninger, og at de har en pligt til det. Om det er kvinder, racer eller religioner er ligegyldigt.

– ”Fearless” står til evig tid og udfordrer Wall Street tyren. Hun er heldig i den forstand, at hun taler ind i en Zetgeist, der tillader, at hun ændrer historien.

Det er i øvrigt præcist det, den bedste kommunikation gør. Den ændrer historien, ikke kun en brand-position. Lad det være læren af Cannes Lions 2017.

Dansk løve-høst i Cannes 2017

Samlet set har danske bureauer og produktionsselskaber vunder 22 løver. Her kommer listen:

PR – 5 løver

Guld: The DNA Journey for momondo - & Co

Sølv: The DNA Journey for momondo - & Co

Sølv: The DNA Journey for momondo - & Co

Guld: Google Sheep View for Visit Faroe Islands - Liquidminds

Sølv: Google Sheep View for Visit Faroe Islands - Liquidminds

Promo & Activation – 2 løver

Sølv: Drag Drop & Go for Cheapflights - UncleGrey

Bronze: All That We Share for TV 2 - & Co

Cyber – 4 løver

Guld: Alt det vi deler for TV 2 - &Co.

Bronze: Google Sheep View for Visit Faroe Islands - Liquidminds  

Bronze: Drag Drop & Go for Cheapflights – UncleGrey

Bronze: The DNA Journey for momondo - & Co

Direct – 1 løve

Sølv: Drag Drop & Go for Cheapflights – UncleGrey

Media – 2 løver

Sølv: Drag Drop & Go for Cheapflights – UncleGrey

Sølv: Name Change for Spar-kæden – Another

Entertainment – 1 løve

Sølv: Alt det vi deler for TV 2 – &Co.

Film Craft – 3 løver

Sølv: Mash Up for Det Kgl. Teater – New Land + Wichmann/Schmidt.

Bronze: Mash Up for Det Kgl. Teater – New Land + Wichmann/Schmidt.

Sølv: The DNA Journey – Bacon.

Film – 4 løver 

Sølv: The DNA Journey for momondo - & Co

Sølv: The DNA Journey for momondo - & Co

Bronze: Alt det vi deler for TV 2 - & Co

Bronze: Alt det vi deler for TV 2 - & Co

Young Lions konkurrencen

Sølv i Cyber til Fie Lyster og Casper Mandrup.