Der er mange fordele ved at have sin digitale marketing-løsning placeret i skyen, mener Lars Ørum Andersen, CEO for Kruso, der er et af landets større digitale bureauer.

Det viser sig bl.a. i en ny cloud-løsning fra bureauets CMS-partner, danske Umbraco, der rummer nye muligheder, når det handler om webløsninger og marketingtiltag på daglig basis.

- Derfor er vi i øjeblikket i cloud-offensiven med løsninger til både vores private og offentlige kunder, siger Lars Ørum Andersen.

Han peger bl.a. på, at man ved at satse på skyen får et mere smidigt system, hvor marketing og webansvarlige relativt nemt kan lave ændringer og tilpasse sin platform.

- Nu bliver digitale marketing-tiltag, f.eks. i form af nye kampagnesites eller opdatering af eksisterende indhold, pludselig en beslutning, der i langt højere grad alene ligger hos Marketing uden at behøve at involvere nogen teknisk udvikling, siger CEO’en fra bureauet, der det seneste års tid har udvidet med to nye kontorer i Aarhus og Malmø og budt velkommen til 20 nye kunder.

- Hvis eksempelvis salgsafdelingen kommer med en idé fra morgenstunden, så har Marketing mulighed for allerede senere samme dag at have en kampagne oppe at køre, fortsætter Lars Ørum Andersen.

Man skal jo være agil

Det danske CMS Umbraco er live med 400.000 websites i 169 lande, hvilket gør det til verdens største open source CMS på Microsofts platform.

- Med vores cloud-løsning rammer vi lige ned i omdrejningspunktet for den agile marketing, som rammer markedet med fuld styrke lige nu. Det handler bl.a. om omstillingsparathed, korte responstider på forbrugernes konstant, ændrede adfærd, siger Anders Trans Sørensen, der har den mundrette titel Major Friends Maker hos Umbraco.

- Og så handler det om, at det er smidigt at eksekvere mange mindre eksperimenter frem for få store og planlagte, fortsætter han.

At mange digitale bureauer rider med på en cloud bølge, bekræftes desuden af, at andelen af certificerede guldpartnere hos Umbraco inden for det seneste år er steget med 100 procent – fra 40-80 guldpartnere, heraf seks nye danske. I alt er der mere end 350 certificerede Umbraco bureauer på verdensplan.

Anders Trans Sørensen peger yderligere på, at webredaktører og online managere i øjeblikket gør oprør mod tunge og komplekse systemer. De vil have brugervenlige systemer, hvor det er hurtigt og nemt at lægge indhold op, og hvor de selv kan spinne et nyt kampagnesite op fra bunden. Og det er med til at sætte yderligere skub i cloud-udviklingen hos Umbraco, forklarer han.