Godt tre måneder efter milliard-opkøbet af Demandware har verdens største CRM-leverandør i skyen, Salesforce, relanceret platformen under det nye navn Salesforce Commerce Cloud.

Der er dog ikke udelukkende tale om en rebranding-øvelse, da relanceringen også byder på et par artige innovationer.

Softwaren understøtter fx nu Apple Pay, hvilket baner vej for et-kliks betalinger via iPhone, iPad og Mac-apparater på platformen.

Det er Salesforces bud på at håndtere en af e-købmændenes udfordringer i dag, nemlig at mobile forbrugere fylder en indkøbskurv, men går i stå, når betalingen skal falde og en masse betalingsoplysninger indtastes på de små apparater.

Den begrænsning har hidtil stukket en kæp i hjulet for mange mobilhandler sammenlignet med e-handelen fra stationære og bærbare computere.

- Det giver jo brands muligheden for at forbedre købsoplevelsen. Gennem at sammenføre den ledende virksomhed indenfor cloud-baserede løsninger for e-handelsvirksomheder med verdens største leverandør af CRM-løsninger, giver vi alle brands mulighed for at levere bedre kundeoplevelser, siger Jacques Soelberg, nordisk salgschef for Salesforce Commerce Cloud.

Masser af brands

Salesforce Commerce Cloud benyttes i dag af 1.800 e-handelssites i 53 lande, og blandt de mest markante virksomheder kan nævnes Puma, Suitsupply og L’Oreal.

Alene i 2016 har Commerce Cloud indtil videre håndteret indkøb til en værdi af mere end 16 mia. dollar.

Den nye Apple-betaling er ikke den eneste tilføjelse til den relancerede platform, da også kunstig intelligens – takket været Salesforce Einstein – nu er indbygget. 

Den anvender fx ”Product Recommendations” for at give bedre produktanbefalinger i forhold til den enkelte kunde, ”Predictive Sort”, som skal gøre søgeresultater og sortering af information mere personlig.

De to nye funktioner er elementer i Salesforces ambition om at have alle de produkter på hylden, der gør det muligt for salg, marketing og service at følge forbrugerne på hele deres kunderejse online.

Salesforce har i de senere år foretaget en stribe opkøb, der skal give dem større muskler i kampen med Oracle, Microsoft, Google og alle de andre it-giganter om, hvem der skal skræddersy kundeoplevelser for store brands og virksomheder online i fremtiden.