For nogle er digitaliseringen et helvede. Uforståeligt, komplekst og meget, meget dyrt. Ikke desto mindre er det netop nye digitale platforme, marketers vil investere i de næste 12-18 måneder.

Det viser en ny analyse fra Infomedia, der i kort form rangerer følgende prioriteringer fra CMO’er og kommunikatører på Børsens top1000 liste:

  • Nye digitale platforme (potentiale 90 pct. – i brug 77 pct.),
  • Business intelligence ( potentiale 82 pct. – i brug 73 pct.)
  • Live video (potentiale 86 pct. – i brug 62 pct.),
  • Big Data (potentiale 80 pct. – i brug 62 pct.) og
  • Real time overblik (potentiale 78 pct. – i brug 52 pct.).

– Det er de teknologiske trends, som kommunikatører allerede har taget i brug, og som de fortsat vil investere i, lyder det fra Infomedia.

Det er særligt sociale medier, der vil drive investeringerne, viser resultaterne af spørgeundersøgelsen, der undersøger, hvordan kommunikation understøtter forretningen i de største danske virksomheder.

Mere fokus på datadrevet kommunikation

Ser vi på potentialet, der altså vil kræve ekstra investeringer, er prioriteringen lidt anderledes. Her hedder det digitale platforme, live video, business intelligence, Big Data og realtime overblik.

– Selvom vores undersøgelse også viser, at kun få monitorerer på alle deres kommunikationsindsatser, mens de kører, vil der fremadrettet være mere fokus på data og på, hvordan man kan arbejde intelligent med data i et forretningsstrategisk perspektiv, siger Peter Bak, der er Head of Advisory i Infomedia og ansvarlig for undersøgelsen.

– Det viser sig i kommunikatørernes fokus på business intelligence, men også at hele 90% mener, at datadrevet kommunikation kan understøtte forretningen.

Ikke helt klar til livevideo og VR

Livevideo scorer også højt. 86 pct. af kommunikatørerne ser et potentiale i livevideo, men kun 62 pct. forventer at gøre brug af dette.

Og samme tendens ses ved virtual reality og real time overblik. Begge vurderes til at have stort potentiale, men færre kommunikatører forventer at gøre brug af disse.

– Det er et tegn på, at kommunikatører ikke har knækket koden til, hvordan nye teknologier bruges kommercielt, fortæller Peter Bak.

Men de adspurgte kommunikatører er mere tilbageholdende, når de vurderer brugen af teknologiske trends som robotteknologi og kunstig intelligens. Her svarer kun omkring 10 pct., at de forventer at gøre brug af disse inden for det næste år til halvandet.

Mere fokus på målgrupper

Spørger man kommunikatører om, hvilke kommunikative trends, der har størst forretningsmæssigt potentiale i løbet af det næste års tid, svarer de først og fremmest prioriteret og differentieret målgruppekommunikation.

– Mere end 87 pct. forventer at gøre aktivt brug af målgruppedifferentieret kommunikation. Det understreger behovet for differentiering og gennemslagskraft på tværs af hele målgruppen, og er samtidig det, som de adspurgte vurde­rer til at have størst potentiale for at understøtte forretningen, fortsætter Peter Bak.

85 pct. af de adspurgte kommunikatører har en forventning til øget brug af CEO’en i selskabet som kommunikativt virkemiddel i de kommende 12 til 18 måneder.

Derudover angiver kommunikatørerne datadrevet kommunikation, kommunikation af purpose og brugen af influencers som områder, hvor der ikke kun er potentiale, men også som områder, den moderne kommuni­katør forventer at gøre mest brug af de kommende 12 til 18 måneder.

Nu handler det om implementering

Så hvad bringer fremtiden – eller det næste års tid – for kommercielle kommunikatører? Ifølge de adspurgte kommunikatører er der masser af muligheder og potentiale for at understøtte forretningen med kommunikation.

Mange får travlt med at implementere nye digitale platforme (igen i år) og afprøve ”nye” teknologiske muligheder som live video og VR. Andre er måske i gang med at lægge en strategi for CEO’ens synlighed.

I undersøgelsen har Infomedia i samarbejde med Markedsføring spurgt kommunikatører fra nogle af de største danske virksomheder, mere præcist taget fra Børsens top1000 liste, om deres arbejde med kommunikation nu og i fremtiden.

Tjek selv analysen ud her