Det er ikke ofte, at danskere løber med den store hæder, når god kommerciel kommunikation hyldes hinsidan, men en undtagelse er arbejdet udført af den børsnoterede, danske DM-virksomhed InterMail.

Virksomheden leverer via datterselskabet StroedeRalton bl.a. loyalitetssystemer i hele Norden, og senest blev de belønnet med prisen for Årets Loyalitetsprogram ved Sveriges største prisuddeling inden for retailbranchen, RetailAwards.

Prisen vandt DM-eksperterne på baggrund af kundeklubben Cervera Club for Cervera, en svensk isenkræmmerkæde, der tilbyder en bred vifte af produkter til madlavning og dekoration i hjemmet.

De har siden 2011 drevet sin loyalitetsklub i samarbejde med InterMail.

- Vi havde brug for en løsning, hvori vi kunne se mønstre i vores kundedatabase og identificere tvillinger, for dermed at kunne fokusere vores ressourcer på dem, som har potentiale for at blive gode, lønsomme kunderelationer, siger Sven Johansen, der er CRM Manager hos Cervera.

Cervera anvender med andre ord kundedata, opsamlet i loyalitetsløsningen, i deres kommunikation og markedsføring mod medlemmerne.

Al kampagnestyring og kommunikation i de forskellige kanaler – e-mail, sms og fysiske udsendelser – styres via InterMail.

Fra masse- til én-til-én kommunikation

- Nu kan vi dykke ned i vores kundedata og målrette vores automatiserede indsatser på én-til-én niveau, baseret på adfærd og kundens stadie i kundelivscyklussen, siger Sven Johansson.

- Når vi viser, at vi forstår vores kunders behov og interesser, hvilke butikker de oftest besøger, og om de foretrækker at få kommunikationen på sms, e-mail eller med fysisk brev, så styrkes loyaliteten, og det kan ses på bundlinjen, slutter Sven Johansson.

Hos InterMail er Søren Kirketerp, CCO, naturligvis begejstret over det store, svenske klap på skulderen.

- Vi er meget stolte over at være en del af Cerveras rejse. De har arbejdet aktivt og konsekvent med deres loyalitetsprogram, hvor aktiviteter og tilbud skaber værdi for kunderne og lønsomt salg for Cervera, siger han.

- Det handler om at sætte kunden i centrum ved at skabe personlige budskaber med baggrund i data og indsigt, designe kunderejsen og herefter kommunikere det rigtige budskab til den rigtige målgruppe på det rigtige tidspunkt i den kanal, kunden selv vælger, fortsætter Søren Kirketerp.

Det er i øvrigt langt fra første gang,  at danske InterMails kunder bliver belønnet for deres loyalitetsprogram.

Sidste år vandt NK (Nordiska Kompaniet) således Retail Awards med deres klub Nyckeln, ligesom KappAhls loyalitetsprogram Life & Style også var nomineret i Retail Awards i år.

Og i 2016 vandt SF Bio Guldnyckeln for deres kundeklub BIOklubben.