KLUMME: AI er uden tvivl kommet for at blive. Alle store IT spillere har fokus på området og har investeret og udviklet deres egne platforme.

Vi har Einstein, IBM har Watson og Amazon, Facebook, Google osv. osv. har deres redskaber. De redskaber hjælper os i hverdagen, ligesom de også har bidraget til underholdningen.

Og hvornår har vi det sjovest? Når vi bliver lidt skræmt. Og fremtiden kan godt virke skræmmende, hvis man vælger at se sådan på det. AI har på den konto bidraget til den del gennem flere store Hollywood-film.

Og når vi tror på, hvad der sker i filmene, kan vi vel også tro på manden, der har givet input og været med til at skrive flere af dem, når han siger, at det bare er… film.  

En erfaren herre

For ikke så længe siden afholdt vi hos Salesforce et arrangement, hvor vi havde fornøjelsen af at have futurist og superstrateg Peter Schwarz som indlægsholder.

Ud over at Peter Schwarz med sine 71 år nok er den ældste medarbejder hos Salesforce, så er han også manden, der har leveret dyb indsigt til flere af disse meget kendte Hollywood film.

Han gav os et kig ind i fremtiden, og det kig vil jeg gerne dele med jer. Et af de første punkter Peter Schwarz slog en tyk streg under var, at Arnold Schwarzenegger aka Terminator - eller nogen anden cyborg for den sags skyld - ikke kommer til at banke på døren hjemme hos dig. Ikke nu og næppe nogensinde.

Vi er meget langt fra dette scenarie. For jo mere man forsker, jo mere går det op for hjerneforskerne og AI-eksperterne, at den menneskelige hjerne er meget mere kompleks, end vi troede.

Vi får alle en PA

Men AI har en stor plads i fremtiden. På mange områder. Hvad vi kan forvente er, at kunstig intelligens kommer til at hjælpe os endnu mere i form af at påtage sig rollen som personlig assistent.

Vi kommer til at tale med hoveddøren, køleskabet og vaskemaskinen og de bliver herefter koordineret med vores smartphone, der bliver den helt centrale hjælper. Allerede i dag ved vi jo, hvor meget vi anvender vores smartphones i hverdagen.

Vi kan dårligt forestille os at klare en dag uden, også selvom den faktisk først kom ind i vores hverdag for omkring 20 år siden.

Computerkraften i en smartphone er bare øget i et tempo, det er svært at forholde sig til, og vores elskede smartphone er også et centralt punkt i forhold til field service og cloud computing. 

Det bliver ikke kedeligt

Og AI kan meget mere end hjælpe med vasketøjet. Senest har Salesforce investeret i en virksomhed, der arbejder med kræftforskning.

Hvorfor? Fordi den kunstige intelligens der kan anvendes til bedre kundeservice og til at finde mønstre i adfærd, også kan anvendes til at finde kræftceller. Mulighederne er mangfoldige og med uendelige facetter.

Den teknologiske udvikling er gået stærkt over de seneste hundrede år - og hurtigere endnu de seneste halvtreds.

Men ser man på, hvordan det har påvirket beskæftigelsen, viser alle indikatorer, at teknologien skaber flere arbejdspladser. Tænk f.eks. på hele serviceindustrien, rejsebranchen, flybranchen etc.  Med andre ord er der al mulig grund til at gå fremtiden i møde med åbent sind og med en positiv tilgang. Det bliver i hvert fald ikke kedeligt.