400 BMW i3 el-biler er landet i København, og det meget omtalte Drive Now-koncept er i gang: Biltjenesten som giver københavnerne et nyt og grønt alternativ til at komme rundt i deres by ved hjælp af rejsekortet eller med Drive Now-app’en.

Og til at skyde den reklamefilm, der skal promovere det miljøvenlige initiativ - ikke bare i Danmark, men i en række andre europæiske byer - har BMW i Tyskland såmænd valgt danske MayDay Film, som sammen med BMW’s tyske reklamebureau Dorten, har udviklet den kreative ide til reklamefilmen.

Mayday Films direktør, Tue Kempf, siger om opgaven:

- At arbejde sammen med en international og professionel virksomhed som BMW er en utroligt spændende udfordring for vores hus - og vi føler samtidigt, at det i den grad er en blåstempling af vores produktionskompetencer.

Filmen blev optaget i weekenden, og allerede nu ligger der er 20 sekunders teaser klar. Den kan du se under artiklen her.

Producer Chris Blæsbjerg var en af dem, som på kort tid skulle få mange ender til at gå op i forbindelse med weekendens optagelser. Han fortæller:

- Da vi fik grønt lys fra kunden om at lave filmen havde vi i alt 14 dage til at få clearet de mange landemærker rundt omkring i København, som bl.a. tæller Knippelsbro og Den Sorte Diamant. Med 400 biler i spil og 71 mand på holdet både foran og bag kameraet har det været en fantastisk spændende, logistisk og kreativ udfordring. 

Mayday Film har afdelinger i København, Odense og Aalborg og blev udvalgt foran to andre produktionsselskaber i konkurrencen om at producere film til BMW.

Den lange version af reklamefilmen forventes færdig i midten af oktober, og den vil blive brugt til at promovere BMW i og DriveNow-brands over hele verden.

Producere er Chris Blæsbjerg og Anders Skotlander og instruktionen skyldes Christian Bagger.

Læs mere om Drive Now-konceptet, der også har bl.a. Arriva som franchisepartner, her - og se teaser-filmen her.