Webbureauet Co3, der udgør en del af den midtjyske reklamekoncern IB Gruppen, er på gaden med et rekordresultat for 2010/2011.
Bruttoavancen røg således i vejret med 28 procent, mens overskuddet på 2,8 millioner kroner før skat er det bedste i det digitale bureaus levetid.
- Satsningen på den brede palet i web-løsninger styrker os markant, siger adm. direktør for Co3 Christian Søsted Poulsen
Med andre ord hyrede selskabet for et års tid siden to nye medarbejdere.
- Vi ansatte et par kapaciteter med kompetencer indenfor online marketing og web-strategi, Ib Potter og Flemming Klausen. Det har styrket vores kompetencer på en række vigtige områder, og det ser vi resultatet af i årets regnskab, siger Christian Søsted Poulsen
Co3 øgede som nævnt bruttoavancen med 28 procent i det seneste regnskabsår, så den landede på 13,9 millioner kroner. Det er historisk højt for virksomheden, der betegner sig selv som ”det største full service web-bureau i Midt- og Vestjylland”.
Adm. direktør Christian Søsted Poulsen er tilfreds med udviklingen i Co3, og han understreger, at det i det kommende år handler om at holde fast i strategien.
- Vi arbejder på at optimere alle led i virksomheden hver eneste dag. Det brede fundament med streg under full service indenfor webløsninger vil også i fremtiden være det udgangspunkt, der skal skabe vækst for Co3. Kunderne kan få klaret deres samlede behov for webløsninger hos os. Det skaber tryghed og langvarige samarbejder, siger Christian Søsted Poulsen.
Co3 løser webopgaver for mellemstore og store virksomheder. Blandt kunderne er Egetæpper, Bones, Syd Energi og Messecenter Herning.