En ny reklamekampagne fra det franske luftfartsselskab Air France byder på noget så usædvanligt som tyggegummi-champagne og skrab og snus-måltider med duft af Beuf Bourgignon.

Målet er dog ikke at fortælle forbrugerne, at man får serveret disse bizarre produkter om bord hos Air France, men i stedet at fortælle, hvad de risikerer at løbe ind i, hvis de i vælger at flyve med branchens lavprisselskaber.

Kampagnen med titlen “Take a Chance or Fly Air France” er netop gået i luften, og Stéphane Ormond, Air Frances amerikanske direktør, siger i en meddelelse om kampagnen:

- Man kan nemt blive snydt af lavprisselskabernes priser, for de omfatter ikke altid en række basale services undervejs. Så når alt lægges sammen, vil en økonomiklassebillet til Air France med alle de services, der er inkluderet her, sagtens konkurrere.

Vind produkterne

De særligt fremstillede produkter, der indgår i kampagnen – tyggegummi med champagnesmag, skrab og snus-måltider med duft af Beuf Bourgignon og 50 fods papirruller med Suduko-opgaver – kan man dog ikke sådan lige få fingre i in real life.

Medmindre man altså befinder sig i Los Angeles den 24. marts…

Her vil en til formålet opstillet automat spytte nogle eksemplarer ud til de heldige – og til de rigtig heldig vil der samme dag dumpe et par gratis flybilletter ud af maskinen.

Og er man ikke lige i LA den dag, så skulle der alligevel være mulighed for at vinde et sæt bestående af de tre drille-produkter – det kan man gøre her

Kampagnen kører på sociale medier, via display annoncer og på video – som du kan se her. 

Air France samarbejder med flere bureauer - senest BETC Paris gennem en årrække.