Videology, der har hovedkvarter i New York og afdelinger i bl.a. Paris, Madrid, Singapore, Sydney og Tokyo, går nu også i offensiven på det nordiske marked.

Det sker i nært samarbejde med data-eksperterne fra danske AudienceProject.

I første omgang vil samarbejdet, der bl.a. lader Videologys kunder tappe ind i AudienceProjects målgruppe-data, omfatte Danmark, Sverige, Finland og Norge, men det kan udvikle sig til at omfavne større dele af Europa.

Samarbejdet udspringer bl.a. af den fortsatte konvergens mellem TV og digitale kanaler, hvilket forudsætter langt mere raffinerede målinger af kampagner end tidligere, da det er en velkendt sag, at rigtigt meget aktivitet på nettet stammer fra klik-robotter.

Man skal ramme præcist

Det kan annoncører naturligvis ikke bruge til noget som helst.

- Vores evner til både at validere kampagner på tværs af kanaler og sikre præcisionen i disse på baggrund af data targeting, gør et samarbejde med en af verdens førende video-reklame-platforme naturlig, mener Jacob Lachmann, CEO hos AudienceProject.

Det bakkes op af Catrine Hallam, der står i spidsen for EMEA Product & Data Solutions hos Videology.

- Præcise målgrupper er meget vigtigt for Videology, da det er bindevævet bag alle programmatiske indkøb og en helt basal nødvendighed for at kunne levere effektive og målrettede kampagner, siger hun.

Via samarbejdet kan Videology nu tilbyde kampagner på disse breddegrader, som har ganske meget at byde på, når det handler om parametre som alder, køn, indkomst, husstande, børn, job og uddannelse.

- Hos AudienceProjet kombinerer vi sociodemografiske data fra de største paneler i Norden med online-adfærden fra over 45 mio. aktive brugere, hvilket gør det muligt at målrette sit budskab mod en meget specifik målgruppe, siger Peter Østrem, der er Head of Data hos AudienceProject.