Danske forbrugere er de mest tilbageholdende i Europa med at klikke på online reklamer. I Europa stammer 68 pct. af alle besøg til virksomheders hjemmesider fra reklamer, fx bannerannoncer, sponseret indhold og nyhedsbreve, mens andelen blot er 61 pct. herhjemme.

– Undersøgelser af trafikken til en lang række hjemmesider viser, at danske forbrugere i mindre grad end andre trykker på links og henvisninger for at besøge hjemmesider, siger Imran Afzal, nordisk marketingchef for Adobe Marketing Cloud.

– Forklaringen skal findes i udbredelsen af adblocking-software, og ikke mindst, at kvaliteten af de reklamer, der findes, ikke lever op til vores krav om relevans og kort og godt er irriterende.

– Når det er sagt, så ser vi, at 60 pct. af de europæiske forbrugerne mener, at digitale reklamer er blevet bedre, end de var før. Ligeledes kan vi se, at en voksende andel af trafik til brand-hjemmesider på mobile enheder stammer fra reklamer, men det er vel at mærke kun de reklamer og virksomheder, der arbejder målrettet med personaliseret og relevant markedsføring og ikke kun et banner, der skriger KLIK HER!

Undersøgelsen viser, at virksomheder, som arbejder med målrettet markedsføring, er blevet bedre til at få forbrugerne til at klikke, og at trafikken især kommer fra mobilen.

Faktisk får virksomheder med voksende webtrafik 51 pct. flere besøgende fra smartphones, end de hjemmesider, der oplever et fald i besøgende. Med andre ord: Jo bedre hjemmesiden er tilpasset mobilen, desto flere besøgende genereres.

Samtidig viser rapporten, at der er opnået en form for mætning i forbrugernes besøg til hjemmesider, og at trafikken i Europa rent faktisk er faldet med 0,3 procent siden januar 2013. 

Firedobling af Adblockere siden 2013

På globalt plan er der sket en firedobling i udbredelsen af adblocking-software på pc’er siden 2013. Der er nu 220 millioner adblockere i markedet, vurderer Adobe.

Det har medført et markant fald i mængden af bannerannoncer med hele 50 pct. de seneste tre år.

– Adblocking er kommet for at blive, særligt i Norden, hvor forbrugerne er de mest aktive brugere af teknologien. Faktisk har udbredelsen af adblocking medført en tilbagegang på hele 50 procent på banner annoncering i Europa i de sidste tre år. Det betyder, at annoncører og medier skal tænke på nye, mindre anmassende måder at komme i kontakt med deres kunder på, uddyber Imran Afzal.

Der er store regionale forskelle i udbredelsen af adblockere, hvor Frankrig med 12 procent ligger helt i bund, mens Sverige med 28 procent er i front. Tyskland og Danmark indtager hhv. anden og tredjepladsen med hhv. 27 og 26 pct.

Ifølge undersøgelsen vil udbredelsen af adblocking-software betyde, at virksomheder i Frankrig og Storbritannien står til at miste 14,5 millioner kunder inden for de næste par år, med mindre virksomhederne er i stand til at imødegå de øgede krav til personaliseret indhold for at gøre det relevant for kunderne.