Gode historier interesserer os, og vi har mange historier at fortælle. Jytte har fx set den varevogn, der gemte på den kidnappede tyske erhvervsleder Hanns Martin Schleyer.

Flemming har sejlet på de store oceaner, bl.a. med 10.000 får som cargo. Det er blot to eksempler på livshistorier, man kan læse på de to besøgsvenners unika-koppe, hvis man tropper op hos Røde Kors Hovedstaden.

Livshistorier er jo altid fascinerende, og samtidig findes der mange mennesker, der savner nogen at dele deres livshistorier med over en kop kaffe.

Det er indsigten bag Røde Kors Hovedstadens nye fremstød ”Besøgskoppen”, der er skabt for at tiltrække flere besøgsvenner til Besøgstjenesten.

Besøgstjenesten formidler kontakten mellem besøgsvenner og mennesker, der gerne vil have besøg.

En kop fuld af historier

Med koppen som omdrejningspunkt fokuseres på selve den hyggesituation, man kan opleve som henholdsvis besøgsven og vært eller historiefortæller.

Der er 6.000 kopper i cirkulation på cafeer og i biografer i hovedstadsområdet. På disse kopper kan man møde bl.a. Jytte, Lotte, Flemming og Ernst. Men man kan også melde sig som besøgsven og få del i mange flere historier.

Køber man en kop kaffe og får den serveret i en ”Besøgskop”, må man tage koppen med hjem. På den måde er man også med til at sprede det vigtige budskab.

I kampagnens første uge har Røde Kors Hovedstaden arrangeret en række pop-up events i København. Her kan man opleve dagligstuer i bybilledet, hvor to personer tager imod og fortæller om Besøgstjenesten.

Fakta

• 6.000 kopper er på gaden

• 70 caféer/virksomheder/kantiner/biografer i Hovedstadsområdet er med i projektet

• Der er ca. 300 frivillige i Besøgstjenesten, og der er brug for mange flere

• Bates Y&R har hjulpet Røde Kors Hovedstaden med at udvikle idéen og konceptet.

Du kan følge kampagnen på de sociale medier på #besøgskoppen og blive besøgsven her.