- Hvad fanden sker der? - What the fuck? – Har hun lige scammet mig?

Overraskelsen hos de unge er til at tage og føle på i de første scener af en ny film fra Stofa, skabt af bureauet Robert/Boisen & Like-minded.

Filmen er en del af en kampagne for et nyt online-sikkerhedsprogram, og for at formidle risikoen for malware og scam til ikke bare de unge målgrupper, men også deres forældre - og bedsteforældre - har Stofa og Robert/Boisen allieret sig med en ekspert i cybersikkerhed og seks bedstemødre, deraf kampagne-navnet Grandma Hackers.

En enkelt viser sig endda undervejs at være oldemor - men uanset titel, så er pointen klar:

Hvis farmor, mormor eller oldemor kan, så kan alle.

Med andre ord: Verdens bedste anskueligheds-undervisning.

Reelt crash course-forløb

I filmen har Stofa og Robert/Boisen sat en it-ekspert, Jan Spangsberg, til at lære de seks kvinder at hacke sig adgang til deres børnebørns webcams på under 10 timer, og han var ikke på en nem opgave – lad os bare sige det sådan.

For hvad er malware? Hvorfor skal der stå http? Hvad er det dybe internet? Hvor sidder browserne? Og hvor er computeren overhovedet henne…?

Undervejs var de medvirkende kvinder udfordret i forskellig grad, men til sidst lykkes det dem at hacke sig ind på deres respektive børnebørns computere.

Alt sammen filmet over en hel dag sidst i maj i en lagerhal i København, fortæller Søren Christensen, Client Service Director og partner hos Robert/Boisen & Like-minded:

- Vi tog de medvirkende kvinder gennem det reelle crash course-forløb og filmede med flere forskellige kameraer i hallen. Dagen efter optog vi ekstra content, og så skulle vi jo vente på, at børnebørnene rent faktisk åbnede den mail, deres bedstemødre havde sendt til dem, før vi kunne optage hos dem.

Og det gjorde de så?

- Det gjorde fire ud af de seks, så der er ingen tvivl om, at problemstillingen, som Stofa adresserer her, er absolut relevant, siger Søren Christensen.

Farvel til Brødrene Lervad

Tal fra Danmarks Statistik viser da også, at antallet af anmeldte sager om databedragerier er steget fra 647 anmeldelser i 2011 til 22.339 anmeldelser i 2016.

Og det er netop denne voksende trussel, Stofa nu gerne vil tale ind i, forklarer Dennis Gade, der er Brand Manager i Stofa, der med den nye kampagne siger farvel til det tidligere univers med de tre figurer Brødrene Lervad, som Wibroe Duckerts og Partners stod bag.

- Efter 2½ år med Brødrene Lervad, hvor vi har råbt højt og givet telebranchen mere kant, lægger en ny strategisk retning bag skiftet. Vi ønsker i højere grad at tale ind i de trusler og udfordringer, vi ved, danskerne møder, når de er på nettet og ikke mindst hjælpe dem til at sikre sig mod de trusler, siger han og tilføjer:

- Som bredbåndsudbyder vil vi gerne være med til at sikre, at vores kunder kan være trygge på nettet. Derfor har vi taget initiativ til den her kampagne, der skal oplyse danskerne om, hvor nemt det desværre er at blive hacket, men også hvad man kan gøre for at undgå det.

Allerede positive reaktioner

Søren Christensen har sammen med bl.a. sine kollegaer, Niklas Hultquist, Frederik Voetman, Gitte Andersen og instruktøren Niels Nørløv arbejdet på projektet siden marts, og han siger, at man foreløbig er godt tilfreds med reaktionerne:

- Nu er det meget nyt, så vi har ikke kigget ind på tallene i detaljer endnu, men vi kan se, at der er mange positive reaktioner – også på Stofas Facebook side. Og de hører jo ellers til i en virksomheds-kategori, som mange tit har lyst til at give skylden for hvad som helst.

I viser ikke hele forløbet?

- Nej, det går jo ikke. Dels er der en del juridiske spidsfindigheder, som sætter nogle grænser for, hvad man må vise. Og selv om det sikkert er nemt at finde hacker-vejledninger på nettet, så er intentionen her jo det modsatte: At opfordre folk til at sikre sig mod hackerne.

Er der tal for views og likes osv endnu?

- Ja, og det ser fornuftigt ud, men vi går mere op i andre parametre som bl.a. View Through Rate og delinger. Og der ser det indtil videre rigtig fint ud.

Jeg er nødt til at spørge: Er personerne ægte? Og reaktionerne?

- Bedstemødrene er castet fra bureau på helt normal vis, og to af de medvirkende kvinder er faktisk over 90 år, så det at hacke – eller nettet i det hele taget – er jo ikke hverdagsbeskæftigelse for dem alle. Så ja - reaktionerne, man ser hos fx børnenei filmen, er absolut ægte.                                                                                                             

Grandma Hackers kører i en 3 minutters version Stofa.dk, Facebook og YouTube samt i en kortere version på TV ligesom der er lavet en kampagne-landingpage - og så følges op af en digital indsats i form af fx content med tips og gode råd om sikkerhed fra bedstemødrene.

Og værsgo: Nyd Grandma Hackers her – credits under filmen.

Credits

Bureau:                                            Robert/Boisen & like-minded
Prod. selskab:                                 Gobsmack Productions
Strategi:                                           Søren Christensen
Kreative:                                          Frederik Voetmann & Niklas Hultquist
Projektleder:                                   Gitte Andersen
Instruktør:                                       Niels Nørløv Hansen
DOP:                                                 Charlotte Bruus Christensen
Klipper:                                            Simon Borch
Vfx:                                                   Welcome Post
Grader:                                            Norman Nisbet
Sound design:                                Freezone / Bjørn Vidø
Exec. producer:                              Christina Bostofte Erritzøe