Bettingudbyderen 888 – en af verdens største af slagsen – har siden efteråret 2016 været hovedsponsor for den danske herre-håndboldliga, og lige nu aktiveres sponsoratet med lidt geografiske drillerier.

Primært har sponsoratet været aktiveret på lokalt plan rundt om i håndboldhallerne, men i forbindelse med slutspillet og de forestående semifinaler har 888 sammen med social marketing-bureauet Patchwork valgt at tilføre aktiveringen endnu et element - en film, der prikker lidt til rivaliseringen mellem jyder og sjællændere.

Og som de fleste håndboldinteresserede vil vide, har de sjællandske klubber i år været særdeles dårligt repræsenteret i 888-ligaen med kun et halvt hold i form af KIF Kolding København.

Det faktum har været udgangspunktet for en film, hvor danske tophåndboldspillere giver udtryk for, at der er masser af plads til national diversitet i ligaen.

Konceptet er kraftigt inspireret af et lidt mere seriøst tiltag fra fodboldens verden - men i håndbold-versionen er der masser af glimt i øjet, når spillere fra 888-ligaen siger ”Ja til københavnere”.

Danmarks højeste...
Senior Client Manager Marlene Kruse fra Patchwork, der står bag kampagnen, siger om tiltaget:

- 888 har gennem deres sponsorat af herrehåndboldligaen oplevet den kærlige rivalisering mellem jyske og sjællandske klubber. Det så vi som et perfekt afsæt til at skabe ekstra opmærksomhed omkring slutspillet, hvor det jo er småt med deltagelse af hold fra Sjælland.

På bedste jyske manér bliver Sjælland oversat til København i filmen, som bl.a. har deltagelse af Michael V. Knudsen og Danmarks højeste håndboldspiller Nikolaj Markussen - der dog har svært ved at passe ind i formatet.

Marlene Kruse fortsætter:

- Filmen er tænkt som et værktøj i drilleriet mellen jyske og sjællandske håndboldinteresserede, og vi kan allerede nu se, at den er blevet godt modtaget. Vi har bevidst brugt et format, som folk har set i en anden sammenhæng, men givet det nogle ekstra dimensioner og et glimt i øjet.

Til dato har filmen fået over 230.000 views, og den har skabt over 200 engagements.

Se filmen her – og del den med din yndlings-københavner. Hvis du har en.