Da Mindshare tilbage i starten af 2013 proklamerede ambitionen om at blive et integreret bureau, var der ikke mange i branchen, der spåede dem store chancer.

Men de seneste par år er bureauet begyndt at røre på sig i mere uvante kredse for et traditionelt mediebureau.

De har nu vundet en større mængde priser for deres kreative arbejde (Epica, CCA, Cristal Awards, Rambuk og Danish Digital Awards, red.), og deres kampagne, Image_Hack for Dove, har gjort sig bemærket ude i verden.

Den kampagne er gået verden rundt og har været featured af nogle af de største branchemedier, og sidste uge vandt den så tre priser ved Cristal Awards. Heriblandt en Grand Prix i Media.

Herudover er kampagnen valgt af WPP som et af årets bedste kreative arbejder ved Whipped Cream Awards og fik en Gender Design award ved IphiGenia i Køln.

– Det er et af tegnene på at vores strategi er lykkedes, siger Jacob Holst Mouritzen, som er direktør for Mindshares reklame- og kommunikationsbureau.

– Vi vidste godt, at det ville blive svært, og at vores kreative kommunikation ville blive modtaget med andre øjne, end hvis det kom fra et klassisk reklamebureau. Så vi har altid forsøgt at gøre os umage og give den 30-40 pct. mere gas på det kreative, end vi måske behøvede.

Tårnhøje ambitionen gav pote

- Vores ambitioner er tårnhøje, og derfor vil vi også helst arbejde sammen med kunder, der har modet og viljen til at hæve den kreative barre, fortsætter han.

Prøv at konkretise det?

– Jeg starter næsten alle mine præsentationer med et citat: ”The greatest danger, is playing it safe”. For i dagens reklameverden får man virkelig ikke noget foræret, og mod betaler sig. Heldigvis, siger Jacob Holst Mouritzen.

Client Director, Michael Hansen uddyber:

– Vores relativt unikke setup som integreret bureau giver bestemt pote i en situation som denne. Jeg tvivler på, at vi, som kreativt bureau alene, kunne have realiseret kampagnen og vice versa naturligvis.

– Det er i mødet mellem den højre- og venstre hjernehalvdel, at magi kan opstå. Data belyser udfordringer, muligheder og fortæller reelt historien, som danner grundlaget for vores strategiske anbefalinger.

– Kombiner dette med en enestående kreativ idé for herigennem at visualisere findings på engagerende og meningsfuld vis og output vil være en effektiv kampagne der indfrier ambitionerne. Det er vi lykkedes ret godt med.

Dove viste vejen ved at være modig

Om selve kampagnen, Image Hack, siger Mindshares kreative direktør, Kenneth Kaadtmann:

– Vi ved alle sammen, hvor svært det kan være at få så ambitiøse projekter ud at leve, så når et stort, modigt og toneangivende brand som Dove gerne vil arbejde med os på så stort et projekt, så er det svært ikke at blive en smule smigret.
– Kampagnen har været længe undervejs, og jeg mener, det var sommeren 2016, den blev præsenteret for kunden, og der var først launch i marts 2017. Så det tog godt og vel 8 måneder, at få den stablet på benene, og selv da vi gik i luften, var vi ikke nær færdige og overhovedet ikke klar.

– Slet ikke klar til den opmærksomhed, der fulgte med. Vi bliver stadigvæk, ni måneder senere, kontaktet af fotografer og brands, der vil være med og teamet har holdt foredrag om projektet i både Prag, Budapest og herhjemme.

Kampagnen har fået sit eget liv

Kampagnen er jo også ejendommelig derved, at den ikke længere er ”jeres” eller brandets?

– Ja, til en hvis grad. Vi har ikke helt styr på resultaterne længere, da projektet ikke længere styres af os, men af de fotografer og de brands, der vælger at være med. Det har hele tiden været missionen, at det skulle være et koncept, der kunne udvikle sig og vokse af sig selv, hvilket er lykkedes.

– Herudover har vi via vores social listening tools fået dokumenteret en markant stigning af positiv omtale af brandet der går vidt ud over de danske grænser, siger Kenneth Kaadtmann.
Prøv lige at rekapitulere, hvad jeres indsigt egentlig var, før I strikkede kampagnen sammen?
– Strategien tager afsæt i et massivt forbruger-studie, der bl.a. fortæller, at 68 pct. af alle kvinder ikke kan relatere sig til de billeder, de ser i reklamer. Linket til Stocksites var meget indlysende, så næste skridt var egentlig bare at finde ud af, hvordan man gjorde, og hvordan man kunne forbinde det til noget, folk uden for branchen kunne relatere sig til.

– Det gjorde vi gennem nogle portrætter af de piger, der var med i de første billeder, der blev lagt op på Shutterstock og derudover er der hele historien om Image_Hack, der i den efterfølgende periode, florerede på sociale medier, slutter MIndshares kreative direktør.

Se eller gense case-filmen her:

Kreditliste:
Client Director: Michael Hansen
Creative Director: Kenneth Kaadtmann
Art Director: Sune Overby
Copywriter: Anne Ingevold
Copywriter: Kenneth Kaadtmann
Digital Designer: Andreas Berglund
Head of Social: Mette Bacher
Fotografer: Magnus Ekstrøm, Atli Thor, Anders Fauerby, Irfaan Khan, Caitie McCabe