Når man flytter ind midt i Kødbyen, skal det ske med respekt for naboerne, områdets autenticitet og historie.

Derfor er underholdning og stærke trends også omdrejningspunktet for en ny webserie med titlen Det er vores Kødby, skabt af bureauet Hjaltelin Stahl for hotelkæden Scandic.

Seriens fire afsnit har skuespilleren Christopher Læssø i hovedrollen som den unge, og lidt for hipstersmarte Jonas, der overhovedet ikke kan se, hvad Scandic og deres nye hotel har at gøre i Kødbyen…

Målet med serien er at styrke og revitalisere Scandics position i markedet under det nye kommunikationskoncept: Stay, Feel, Live Better – og åbningen af nye hoteller er en vigtig del på vejen.

Reklametræt målgruppe

- Tanken bag kampagnen er, at vi som det første skal have lokalområdet til at acceptere os som en del af Kødbyen ved at være åbne og vedkende os vores ophav med en god portion selvironi, siger Mette Broløs, der er marketingdirektør hos Scandic, og tilføjer:

- Så får vi skabt noget saft og kraft i markedsføringen, rammer en lidt reklametræt målgruppe og får hotellet til at passe naturligt ind i ”Københavns Vatikanstat”, hvor folk måske opfatter, at vi er lidt på udebane.

Den nye webserie kører på Facebook, Instagram, YouTube og scandichotels.dk/kb frem til åbningen af det nye Scandic Kødbyen til september, og de forskellige afsnit fletter virkelighed og fiktion sammen.

Fx vil følgerne opleve, at de benspænd, Jonas udsættes for undervejs, fører til virkelige aktiviteter igennem kampagneperioden.

Derimod er der ikke meget hotel og Scandic i webserien.

Hæver barren for hotelreklame

Jesper Jørgensen, der er partner hos Hjaltelin Stahl, siger om lanceringsstrategien:

- Med Christopher Læssø som antihelt har vi sammen med Scandic skabt en webserie, der tager udgangspunkt i de trends, der definerer Kødbyen lige nu og merger dem med Scandics rejse mod endnu bedre hoteloplevelser.

- Det nye hotel rummer allerede masser af gode historier, og med dem som fundament hæver vi barren for hotelreklame og cementerer samtidig, at Scandic ikke er helt, som folk forventer. Vi glæder os til at se serien rulle ud og håber, at folk vil se med.

Seriens første afsnit hedder ”Så døde festen”, og her møder vi Jonas og hans venner, der er i byen.

Jonas løber ind i veganeren Marianne og ender på et hotelværelse, men en pølse ødelægger den gode stemning.

Serien er instrueret af Peter Molde-Amelung i samarbejde med Hjaltelin Stahl, og du kan se første afsnit her – efterfulgt af en teaser til andet afsnit, der er live fra den 10. juli.

Afsnit 1

Teaser til afsnit 2