Lørdag d. 9. juni løber årets Dignity Day af stablen i Kongens Have i København, og selvom der er lagt op til familiehygge og musikalske indslag fra bl.a. Place on Earth, Teitur og NOAH, så danner de festlige omgivelser også ramme om en ganske alvorlig sag: nemlig kampen mod tortur.

Arrangør er organisationen Dignity, der bl.a. kæmper for, at torturofre fra Mellemøsten og Nordafrika får adgang til god og professionel rehabilitering.

For at rejse penge til organisationens arbejde afholdes der i ugerne op til selve dagen en auktion, hvor en lang række virksomheder og brands har doneret en perlerække af forskellige oplevelser og produkter.

En af auktionsgenstandene skiller sig dog lidt ud: Det er nemlig en såkaldt Storydoing Workshop med det unge kreative bureau N’fellows, der blev etableret i fjor.

- Vi blev spurgt, om vi havde lyst til at støtte en god sag, men i stedet for at donere penge, donerer vi i stedet vores tid og kompetencer i form af en Storydoing Workshop. Dignitys vigtige arbejde bygger nemlig på, at drive gode idéer til kampen mod tortur, siger Kirill Dmitrichenko, der er partner & Storydoing Lead i bureauet.

- Derfor synes vi også, det er passende, at vores bidrag netop er en handlende idé, fortsætter han.

Nu afventer de unge iværksætter-kreative spændt udfaldet af auktionen.

De håber på at finde en virksomhed, der både vil støtte et godt formål og som en bonus have rådighed over bureauets kompetencer og ressourcer en hel dag.

Hvad hulen er Storydoing?

Hvis du heller ikke er helt skarp på, hvad Storydoing og den handlende idé egentligt dækker over, så iler Kaare Grundtvig, fagansvarlig på Reklamelinjen, os til undsætning:

- Den handlende idé er et begreb, som i modsætning til Storytelling, hvor man blot gør opmærksom på noget, rent faktisk løser et problem for forbrugeren, siger han.

- Der udvikles en løsning til problemet, som så genererer en masse content til aktivering. Værktøjet er målrettet at skabe involvering af forbrugerne, og gøre selve reklamen mere usynlig, fortsætter Kaare Grundtvig.

Bureau er begejstret

Vinderen af auktionen vil med andre kunne benytte sig af de kreative kompetencer fra N’fellows til at udtænke eller kvalificere idéer til sin egen markedsføring.

Det unge bureau kan i øvrigt melde om pæn succes med at implementere metoden som kreativt værktøj hos kunder som bl.a. Heineken, Universal Music og New Castle Brown Ale.

Dog er det ikke kun brands, der trækker på de kreative kræfter hos N’fellows, da også bureauer får assistance.

- Det har givet vores kreative output et stort boost med N’fellows som sparringspartner på vores koncepter og oplæg til vores kunder i huset, fortæller Simon Bastiansen, der er Executive Director i MKTG, som er en del af den internationale bureaugruppe Dentsu Aegis Network.

- Senest er det blevet til en kampagne, hvor en kreativ tilgang var en nødvendighed for at løse opgaven, hvilket N’fellows formåede at levere med et storydoing-koncept, slutter han.

Du kan indtil på søndag d. 3. juni kl 19:45 byde på auktionen, som du kan tjekke ud her.

Storydoing Workshoppen dækker over:

  • Forberedelse
  • Facilitering af storydoing-idégenerering.
  • På vinderens lokation eller på bureauets kreative Hub (Frederiksberg)
  • Skitse-visualiseringer af ideer/forslag fra dagen
  • Coaching/sparring (også uden for pågældende dag)
  • Next step