Sidste år stiftede en række virksomheder og organsiationer en ny ”bevægelse” - Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark – med det formål at kæmpe for et værdigt hverdagsliv for demens-ramte og deres pårørende.

Og til at hjælpe med en ny kommunikationsindsats har organsiationen efter en pitch valgt bureauet Very Patchwork, der om kort tid slår tonen an i en ny landsdækkende kampagne med titlen ”Giv demens et twist”.

Målet er at øge kendskabet til, og forståelsen for, livet med demens – en sygdom, som op mod 87.000 danskere i øjeblikket lever med.

- Twist og dans er omdrejningspunktet for kampagnen, og dansen skal bruges til at skabe fælles oplevelser, nærhed og kontakt, mellem mennesker med demens, deres pårørende og resten af Danmark, siger Lone Harlev fra Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, og tilføjer:

- Og kampagnen har et vigtigt budskab, for den er en opfordring til at konfrontere den berøringsangst, som mange har i forhold til demens. Very Patchworks opgaveløsning er simpel, så vi forventer at budskabet når klart igennem.

Dans er positiv energi

For bureauet var det et vigtigt element i udviklingen af kampagnen at skabe et fundament for at bringe folk sammen på tværs af generationer:

- Når én i familien eller omgangskredsen rammes af demens påvirker det alle, men det er ikke alle, som har redskaberne til at håndtere det. Og konsekvensen kan være, at den dementramte bliver mere isoleret, siger Daniel Norit-Bodilsen, der er konceptudvikler hos Very Patchwork, og tilføjer:

- Derfor tog vi udgangspunkt i at danse. For dans giver ikke bare positiv energi, dans mindsker også afstanden mellem de mennesker, der lever med demens, deres pårørende og alle os andre – både fysisk og mentalt.

Parterne bag Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark er Ældre Sagen, FOA, PenSam, Demenskoordinatorer i Danmark, Pårørende i Danmark, Socialpædagogerne, Alzheimerforeningen, BL Danmarks almene boliger, Danske fysioterapeuter, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen.

Kampagnen eksekveres bredt på tværs af on- og offline platforme, og den forventes at gå i luften i marts 2018.