Børn larmer og sviner i naturen. Det ved enhver, og præcis dette uvæsen ville organisationens Naturens Værn fornylig stoppe med kvoter og højdegrænser for børn. 

Foreningen fik stor medieopmærksomhed, men den var fup: Opfundet af bureauet We Love People for Friluftsrådet for at opnå det stik modsatte – nemlig øget naturbrug og -glæde.

Baggrunden for initiativet er, at børn og unge i dag reelt bruger naturen mindre end deres forældre – og da disse forældre ikke er vant til at klatre i træer og ofte er utrygge ved, at deres børn udforsker naturen, så forstærkes naturunderskuddet.

Så lanceringen af Naturens Værn – en forening, der kæmper mod, at børn kan bevæge sig frit i naturen – skulle altså få børnene og deres forældre til netop at kommen endnu mere ud i naturen. 

Naturens Værn nåede at eksistere – og holde tungen lige i munden – i en uges tid, før Friluftsrådet gik ud og fortalte, at værnet var opdigtet, og i den mellemliggende tid fik stuntet masser af medieomtale – bl.a. i Radio24Syv og Altinget – og masser af reaktioner på de sociale medier.

Tusindvis af kommentarer

- Forældre synes, at børn skal ud i naturen. At få natur under neglene er en god idé, men der kommer ikke handling bag. Snarere undskyldninger for ikke at få det gjort. Derfor skulle der ekstraordinære midler i brug for at starte en debat om paradokset, siger Astrid Bjørg Mortensen, der er kommunikationschef i Friluftsrådet. 

Det blev altså til Naturens Værn, der harcelerer over, at børn forurener med støj og skrald, så foreningen foreslog undervejs bl.a., at børn under 120 cm kun skulle have adgang til danske skove sammen med en voksen, at børn skulle holdes i seler i skoven, og at der skulle indføres kvoter for børns optræden i naturen og nationale test af børns naturparathed.

Og Naturens Værn har virket over al forventning, fortæller Astrid Bjørg Mortensen:

- Vi fik flere tusinde kommentarer, 250.000 har været forbi siden, og folk har grinet, været sure og argumenteret for børns adgang til naturen – og for holdningerne i Naturen Værn, pudsigt nok. Og efter afsløringen har reaktionerne været gode.

Bureauets anbefaling

Det paradoksale ses bl.a. i den stærke reaktion mod den foreslåede højdebegrænsning, samtidig med at undersøgelser fra Friluftsrådet viser, at mange forældre mener, at børn ikke bør være ude i naturen alene – i al fald ikke hvis de er ”for små”. 

Hos We Love People siger adm. direktør Karina Holm Henriksen om ideen:

- Vi anbefalede Friluftsrådet fake-tilgangen af flere grunde, bl.a. fordi det indledende mål med indsatsen var – og er – at skabe debat. Det endelige mål er, at flere forældre og andre voksne inviterer børnene til at komme mere ud i naturen. 

Hun tilføjer:

- Optakten til begyndende adfærdsændring er ikke at fortælle mennesker, hvad de bør og skal, men kan være at få dem til at tage stilling til emnet, til selv at forme en holdning og debattere. 

Begrænsede midler

Friluftsrådet har ikke midler til at rulle store tiltag ud. Naturens Værn har været måden, hvorpå man kunne få mest mulig opmærksomhed for budgettet.

- Friluftsrådet er dygtige til at iværksætte en lang række tiltag, som reelt er dem, der får flere børn ud i naturen. Så dét, vi kan hjælpe dem med, er at få skabt opmærksomhed om rådet og dermed de gode tiltag. Friluftsrådet er en dygtig indkøber, der har vist åbenhed og mod igennem hele forløbet. Derfor har det kunne lade sig gøre, siger Karina Holm Henriksen.

Oven på fake-foreningen følger nu den egentlige kampagne, der sigter mod at få børn og unge ud i naturen, men tag lige et kig på et par af filmene fra forløbet her.

Da det hele startede…

Børneseler i Hareskoven?

Og så kom forklaringen