Den søde juletid nærmer sig, så det er atter ved at være tid til lykønskninger i form af julekort, vingaver eller noget helt tredje til gode kunder og andre forretningsforbindelser.

Hos Adapt vil man også gøre lidt ekstra ud af højtiden, men her gås der anderledes til værks, da de sender en jule-chatbot – man er vel et digitalt bureau – på gaden.

Der er, som det af uransagelige årsager stort set altid er tilfældet med chatbotter, tale om en kvindelig en af slagsen, og hun skal henover julen bidrage med viden om tekniske emner, som ikke altid er lige lette at forklare og beskrive.

Chatbotten, der har fået det fængende navn Carol the ChristmasBot, interesserer sig ifølge Adapt for, hvordan man kan digitalisere julen. Og så elsker hun at strikke QR koder.

Hun dukker op flere gange

Carol går i luften i dag, og det første emne, man kan chatte med hende om, er meget passende chatbots.

Dernæst vil hun give lyd fra sig igen den 11. december, hvor emnet er persondataforordningen. Her har Carol angiveligt talt med sikkerhedsnissen Timmy, som fortæller, at den nye persondataforordning har skabt kaos omkring julemandens “naughty og nice” liste.

18. december kommer hun på banen igen med det sidste emne, som er personalisering. Her vil hun komme ind på, hvordan det hjælper julemanden med sine mange gøremål.

Den sidste gang man vil høre fra Carol, inden hun skal retur til Nordpolen og hjælpe julemanden, er den 22. december.

Her nøjes hun med at ønske en rigtig glædelig jul.

Du kan chatte med Carol the ChristmasBot her