Dansk Arkitektur Center (DAC) bor ikke længere i et lille pakhus på Christianshavn, men er rykket ind i det topmoderne beton- og glashus BLOX på Bryghusgrunden i København.

Flytningen afspejler DAC’s transformation fra et lokalt fagcenter for arkitekter til en kulturdestination for alle.

Det har medført et grundigt arbejde med brandet, et nyt logo og ny visuel identitet.

- Vi vil være et nyt og anderledes kultursted, der kommunikerer til alle mennesker, og ikke kun til arkitekter, siger Mia Heil Rasmussen, marketing- og kommunikationschef hos DAC.

- Vi mener, at arkitektur er for alle – og det budskab vil vi gerne råbe højt. Det hjælper vores nye visuelle identitet os med, fortsætter hun.

Et knaldrødt logo

Den nye identitet, som altså skal gøre DAC nærværende i byen, er da også ganske iøjnefaldende med bl.a. et knaldrødt 3D-logo.

Bogstaverne er overdimensionerede, farveuniverset sprudlende, mens implementeringen på web og print sikkert får medlemmer af designpolitiet til at hæve begge øjenbryn i misbilligelse. Det er også meningen.

I en verden med et konstant bombardement af indtryk, der kæmper om opmærksomheden, ønsker DAC nemlig at skære gennem larmen.

Nærmest som en reklamekampagne, der skal male byen rød og giver alle ”arkitektur” på hjernen, så arkitektur debatteres, anerkendes og udforskes.

Det skal også sætte København på verdenskortet som "Artitekturbyen", der er en af verdens bedste byer at leve i, og derigennem vise, at arkitektur handler om mere end bygninger – det handler i særdeleshed også om livet mellem bygningerne.

Altså alle cykelstierne, pladserne og børnene, de studerende og de ældre, der bader, mødes og har det godt i byen.

Bruce Mau står bag

Bag det nye logo og visuelle identitet står DAC’s eget designteam i tæt samarbejde med Bruce Mau og det amerikanske bureau Massive Change Network.

Bruce Mau står bl.a. bag bestselleren S, M, L, XL, som han skrev sammen med arkitekten Rem Koolhaas, hvis tegnestue, OMA, i øvrigt står bag BLOX.

Bruce Mau er også manden, megabrands som Coca-Cola, Sonos, ASICS og MTV har vendt sig i mod, når de har skullet skille sig ud fra mængden.

Denne gang er det så DAC, han har arbejdet for, og du kan høre og se Maus præsentation af DAC’s nye visuelle identitet herunder: