Det danske motion design-hus Frame.dk har gennem de senere år skabt bemærkelsesværdige og prisvindende film for store internationale brands som Nascar, Jaguar, Carlsberg, FOX Sports, TV 3 og Nike – og så sent som sidste efterår også for den amerikanske kabel-tv-gigant FX Networks.

Men lige nu er det en dansk designklassiker, der optager sindene hos film-eksperterne hos Frame – nemlig PH-lampen.

Anledningen er, at virksomheden Louis Poulsen, der står bag PH-brandet, er gået ud med en ny farveserie på den klassiske PH 5 pendel samt den helt nye minimodel af samme.

Og selv om det ikke er første gang, Frame.dk har stået bag film for lampemesteren Louis Poulsen, så skabte henvendelsen stor glæde, fortæller Executive Producer og partner Thomas Bay:

Med en vis ærefrygt

- Da Louis Poulsen kontaktede os angående lanceringen, blev vi naturligvis ovenud begejstrede. Mange af os har i barndommen indtaget samtlige familiemåltider under den ultra-ikoniske PH 5’s smukke indirekte lys, så det var bestemt også med en vis ærefrygt vi gik i gang med at destillere og omsætte lampens sjæl til et grafisk animation-univers, siger han.

Tidligere har Frame.dk bl.a. skabt live-action film for Louis Poulsens Limited Edition-modeller af kobber og ravfarvet glas, ligesom man har designet og animeret adskillige branding film for forskellige modeller.

Og samarbejdet er meget inspirerende, siger Thomas Bay:

- Vi får lov til at være kreative, og vi møder den højeste grad af tillid fra Louis Poulsen, hvilket vi værdsætter meget. Så vi har været taknemmelige for at få den betroede opgave at være med på holdet til at brande dette ikoniske produkt, som jo er i en liga for sig.

Delenes perfekte helhed

Kan du sætte et par ord på, hvorfor filmen er blevet, som den er?

- Ja, kort fortalt var vi enige om at fortælle to historier: Den ene handler om de nye farver og det harmoniske samspil med de smukke gradienter, som både sammen og hver for sig skaber en farvemæssig helhed. Den anden handler om mini-versionen, som i virkeligheden er en sød nedskalering af den ikoniske PH 5. Begge historier fortælles gennem animationen og viser, hvordan lampens bestanddele altid skaber den perfekte helhed.

Ifølge Thomas Bay ville Louis Poulsen gerne demonstrere for de yngre generationer, hvordan disse nye modeller stadig er cool og relevante og helt igennem tidsløse.

I skabte sidste år også en film for Verner Pantons Pantella-lampe – ser du fællestræk ved filmene?

- Nej, på ingen måde. For at udarbejde en film, som repræsenterer et brand - i dette tilfælde sub-brand - er det altafgørende at sætte sig ind i brandets værdier og udtryk. Pantella og PH 5 er to meget forskellige lamper med vidt forskellige værdier og udtryk - hver enkelt lampe har sin helt egen historie – og derfor har filmene tilsvarende deres helt eget udtryk

Frame.dk står bag koncept, instruktion, design og animation, og Zelig Sound står for lyddesignet.

Du kan besøge Frame.dk’s - i øvrigt splinternye - site her, og selvfølgelig se PH-filmen herunder.

PH 5 - Danish voiceover from Frame. on Vimeo.