Markedsføring – nærmere bestemt en omfattende kampagnesatsning fra fire flyselskaber og syv regionale lufthavne – skal fra slutningen af september få danskerne til at tage flyveren i stedet for toget eller bilen, når de skal rundt i kongeriget.

Det er de fire flyselskaber SAS, Norwegian, DAT og Alsie Express, der sammen med Københavns Lufthavn og de regionale lufthavne i Billund, Aalborg, Aarhus, Sønderborg, Bornholm og Midtjylland står bag den kommende kampagnesatsning, og partnere har efter en pitch med deltagelse af fire bureauer valgt Hjaltelin Stahl som bureaupartner.

Og noget af det, kampagnen skal rette op på, er manglende viden om mulighederne for indenrigsflyvning i Danmark, siger Kasper Hyllested, pressechef i Københavns Lufthavn:

- Vi har gennem en længere periode haft en tæt dialog med de øvrige lufthavne og de fire flyselskaber, og blandt andet gennemført en større undersøgelse for at afdække udfordringer og muligheder for de enkelte parter, og det har bl.a. vist sig, at mange danskere simpelthen ikke ved, hvilke muligheder de har for at flyve indenrigs.

Løfter i flok
Kampagnen, som Københavns Lufthavn investerer ”et stort millionbeløb” i, kommer til at køre på en lang række platforme, og ifølge Kasper Hyllested lægges der særlig stor vægt på TV og outdoor, men der bliver også tale om print og en række digitale tiltag.

- Og som en del af kampagnen får vi udviklet en slags værktøjskasse, som gør det muligt for de enkelte parter bag kampagnen at gå ud med regionalt tilpasset taktisk materiale i forbindelse med fx særlige events eller særlige ferietidspunkter – efterårsferie eller andet, siger han.

Det er Københavns Lufthavn, der har taget initiativet til satsningen, men det giver mening, at kampagnen har flere afsendere, siger Kasper Hyllested:

- For nogle år siden var selskabet Cimber/Sterling meget aktive på marketingfronten med budskaber om indenrigsfly, men siden da har mulighederne så at sige manglet en stemme i markedet. De fire flyselskaber flyver alle til København, men de flyver også den anden vej, så vi synes, det giver mening at løfte i flok her - blandt både lufthavne og indenrigsflyselskaber.

- Vi er glade for, at initiativet til en fælles kampagne med hele indenrigsbranchen fra starten er blevet modtaget så positivt, og vi glæder os til at se den blive aktiveret til efteråret.