De plejer at drille hinanden, de to store burgerbrands McDonald’s og Burger King – som oftest med sidstnævnte i rollen som den, der driller.

Men forleden tog Burger King i Argentina et anderledes initiativ og gav sig i stedet til at henvise sine egne kunder til konkurrenten…

Kunder i samtlige 107 Burger King-restauranter i Argentina, der på datoen den 10. november kom ind for at bede om en Whopper, blev således mødt med følgende svar:

- Nej, desværre. Vi sælger ikke Whoppere i dag. Så vi vil foreslå, at I i stedet går over på McDonald’s og køber en Big Mac.

Anledningen var, at McDonald’s i Argentina havde besluttet, at alt overskuddet ved salg af Big Mac’s på datoen, den 10. november, skulle doneres til kræftramte børn, og ved at henvise kunderne til McDonald’s ville Burger King altså give konkurrentens gode sag et ekstra boost.

Drilleri og Grand Prix

Det er ikke første gang, Burger King tager initiativ til at ”koble” sig på ærkerivalens kommunikation og initiativer.

Senest i forbindelse med biografpremieren på gyseren ”IT” eller ”Det Onde”, hvor en klovn spreder skræk og rædsel i lille amerikansk by. 

Og så husker de fleste nok kampagnen, hvor Burger King med hjælp fra bureauet Y&R i New Zealand foreslog McDonald’s at skabe en kombi-burger, i øvrigt ud af en Whopper og en Big Mac, i anledningen af FN’s officielle Fredsdag.

Invitationen blev i øvrigt afslået - til gengæld vandt Burger Kings McWhopper-kampagne indtil flere Grand Prix ved reklame-VM i Cannes og blev desuden kåret som verdens mest prisbelønnede kampagne i 2016.

Se det argentinske stunt, skabt af bureauet David i Buenos Aires og produceret af Landia, her.