Danskerne har altid været glade for at campere – både herhjemme og i udlandet. Men det er ingen hemmelighed, at konkurrencen er blevet større som et resultat af billigere flybilletter og flere nye overnatningsmuligheder som fx Airbnb.

En ny landsdækkende kampagne med en samlet campingbranche som afsender minder derfor nu danskerne om det særlige ved campinglivet og campingferie. Producenten af campingudstyr, Isabella Group, siger:

– Jeg har selv camperet hele mit liv. Først med mine forældre og siden med mine egne børn. Camping kan noget. Der er selve frihedsfølelsen, siger Morten Kjeldsen, CCO hos Isabella Group.

– Og så er der ikke mindst måden, man kommer hinanden ved på. Camping er samvær, nærvær og fællesskab på tværs af alder, interesser og nationalitet. Vi vil gerne have flere til at opdage dette – samt hvor meget campingpladser har at byde på i dag af luksus og aktiviteter for hele familien.

Emotionelle budskaber fungerer på Facebook

De foreløbige tal viser, at kampagnen, der er skabt af Clienti, lykkes meget godt med det.

– Med fokus på kernemålgruppen – børnefamilier – og et begrænset budget var det vigtigt at være præcis i valget af touch-point, siger Charlotte Liendgaard Vigh, strategisk direktør hos Clienti.

– Vi lagde alt ind på Facebook. Dels fordi vi kunne se, at det gav det bedste reach, og dels fordi vi ved, at emotionelt indhold som ferie og feriebilleder, fungerer godt dér. Vi er sammen med campingbranchen glade for, at det virker til at holde stik – også når man ser på, hvor flittigt folk allerede kommenterer og deler camping-kampagnen.

Clienti har erfaring med lignende digitale kampagner for bl.a. Tivoli Friheden, og ser store fordele i en mere målrettet og strategisk tilgang til de sociale medier. Ikke kun fordi effekten er mærkbar i kroner og ører, men også fordi indholdet ofte viser sig at have stor brandværdi.

Den nye kampagne – Camping. Det er ferie – markerer startskuddet på en større fælles satsning fra campingbranchen.